Provokatøren af Christian Lollike
Af Anders Beyer og Mary Aniella Petersen
Når startskuddet lyder for den danske teaterkunster Christian Lollikes seneste opfindelse Provokatøren under festspillene i Bergen 2015, vil det ikke ske på et teater men derimod i byrummet. Og ikke kun i én by. For efter premieren i Bergen vil Provokatøren bl.a. kunne opleves i Stockholm, Aarhus, Dresden og København. Man kunne kalde det en europæisk vandring, hvor fortællingen om byen bliver til et medskabende element med og om byens borgere.
Hvad er Provokatøren nu for en størrelse? Her kan man glemme alt om scene og publikumssal, begge dele er annulleret til fordel for en såvel indbydende som udfordrende installation med indbygget faldlem, hvori skuespillere kan boltre sig. Der er således tale om en åben invitation til de forbipasserende om at tage del i værket, til at gå i rette med værket, ja at give igen, når provokationen fortjener håndfast modspil.
På samme måde som der er ikke længere en nogen teatersal, er der denne gang heller ikke noget publikum. I al fald ikke et publikum, som i gængs forstand har sat kryds i kalenderen og valgt at købe billet til en given forestilling. Her vil alle, der befinder sig i nærheden, blive til betragtere, observatører, og nogle endog til deltagere i Provokatøren.
Denne forskydning er en logisk konsekvens af det, der på færde, når et kunstværk smider de vanlige seler, og bevæger sig ud af institutionernes beskyttende rammer for på den ene side at stille sig til rådighed i det offentlige rum og på den anden side at kræve deltagelse af forbipasserende.
Fra polis til Standing Man
Hvis man ser nærmer på fænomenet, findes der en lang tradition inden for kunsten i det offentlige rum, og en offentlig debat – eller snarere offentlige debatter – som indgår i værket. Men selve traditionen har ændret op gennem tiden i takt med at kunstbegrebet, og de omliggende sociale strukturer har ændret sig.
Går man tilbage til teatrets tilblivelse i den græske antik, er det interessant at kunne konstatere, at bystatens, polis’ens, anliggender netop blev debatteret i det antikke græske open-air teater, i theaton’et. Der er en tidlig sammenkobling mellem offentlig debat i en ramme, der hører kunsten til, men måden og virkemidlerne, hvorpå og hvormed borgeren adresseres og inddrages, har ændret sig gennem tiderne.
Vender man blikket mod vor tids politiske manifestationer, som de fandt sted under fx Det arabiske forår, Occupy-bevægelsen eller de mange andre protestbevægelser rundt om i Europa, kan man genkende elementer fra performance og teaterkunsten, som tages i brug for at tydeliggøre sagens kerne. Man kan hævde, at demonstrationer og folkelige protestbevægelser har brug for dramaturgiske værktøj for at skabe handlingemomenter for at blive synlige, dels for at manifestere, hvad budskabet er og dels for finde strategier for at inddrage og nå ud til så mange borgere som muligt.
Et af de bedste eksempel er den tyrkiske performer og danser Erdem Gündüz’ aktion Standing Man under protesterne i Istanbul i 2013. Han stillede sig op en en i tydelig rank position med hænderne ned langs siden, stålfast blik rettet mod et billede af Atatürk og det tyrkiske flag, mens han blot stod timevis uden at ytre et ord. En offenlig iscenesættelse, der spredte sig som ringe i vandet, og hurtigt blev til et symbol, som tusindvis af andre tyrkere benyttede for at udtrykke deres protest.
Hvad byen også kan
Op gennem det 20. århundrede, og i særlig grad efter Anden Verdenskrig, begyndte man at betragte byen, eller det sociale byrum, som en langt mere fleksibel størrelse end hidtil. Byen blev i langt højere grad udtryk for et socialt fletværk, stykket sammen af borgernes handlinger og hændelser i byrummet. Således fornyes byen af og gennem dets egne borgere, og er ikke længere udelukkende skabt gennem arkitektur, veje og broer.
Byen bliver også de personlige fortællinger, dets borger bidrager med. Det er her at selve opfattelsen af den moderne by falder falder sammen med forståelsen af det åbne, medskabende kunstværk. Der er talrige eksempler på at borgere, ikke-professionelle, inddrages i teaterkunsten; nogle på teatre, andre i byrummet.
Festspillene 2015 har et fokus på den netop type teater, hvor almindelige borgere deltager aktivt i forestillingen. Det sker i en række urpremierer i teatret og i det offentlige rum inden for den genre, som er blevet kaldt dokumentar-teater: Forestillingen Fri i Nygårdsparken af regissørerne Goksøyr & Martens, Folkets Festspillscene med forestillingen Der var engang et menneske på DNS i regi af Vibeke Flesland Havre, Home Visit: Europe i private hjem, skabt af kunstnerkollektivet Rimini Protokoll, og endelig Provokatøren på Torgallmenningen af Christian Lollike.
Ofte er det den almindelige mand eller kvindes fortællinger, der rykkes i centrum, og selve arbejdet med disser fortællinger inddrages på meget forskelligt vis hos de forskellige kunstnere og iblandt kunstneriske retninger. For det tyske kunstnerkollektiv Rimini Protokoll er det hverdagens eksperter, der sættes i centrum, og på Borgerscenerne rundt omkring i Europa, der ofte er en del af de faste teaterinstitutioner, er borgernes fortællinger, som fremføres af dem selv inden for teatrets professionelle ramme.
Man kan vente spændt på, hvad udfaldet bliver, når Christian Lollike lader sin Provokatør gå i clinch med de forbipasserende. Hvilke fortællinger dukker mon op i dialog med borgerne rundt om i Europa?
© Anders Beyer og Mary Aniella Petersen 2015
Mary Aniella Petersen er kunstnerisk produktionsleder i Staatsschauspiel Dresden
Anders Beyer er direktør for Festspillene i Bergen
Fakta
Provokatøren er en produktion af Sort/Hvid i koproduktion med Festspillene i Bergen, Dramaten i Stockholm, Aarhus Festuge og Staatsschauspiel Dresden.
For at få yderligere information om Provokatørens videre rejse, reaktioner fra tilskuere og insights om de byer værket kan opleves gå ind på Provokatørens hjemmeside: