Drømmelandskaber uden grænser

Et portræt af den danske komponist Bert Sørensen

Af Anders Beyer

Associationsskabende. Hvis det kun var skribenten forundt at bruge et eneste ord om Bent Sørensens musik, ville han bruge tillægsordet associationsskabende. Komponistens musik skaber billeder, men ikke tydelige billeder, tværtimod sløres det alt for klare og entydige i fremstillingen. I forlængelse af denne karakteristik, må de næste ord være: udvisket, utydelig, tyst. Flere andre ord trænger sig på i rækken af karakteriserende vendinger: Ekko er et af dem. Musikken er som et ekko af noget man har hørt før, et andet sted og på en anden måde. Når Bent Sørensen lader musikeren sænke bimlende klokker ned i vand, eller ønsker at musikeren skal fløjte indtrængende, der virtuost fremstiller et udkomponeret glissando i alle registre, så trækker det følelser og fornemmelser frem, som de fleste har et forhold til: Kirkerum, sunkne katedraler, engle, afskedsceremonier.

Associationerne er vidt forgrenede, ligesom komponistens inspirationskilder er det. Krakelerede renaissancemalerier med englemotiver er en af emnekredsene. Måske Bent Sørensen også har ladet sig inspirere af mødet med Giovanni Battista Pirenesis (1720-78) raderinger. Bent Sørensen har omtalt nogle af raderingerne som “arkitektoniske fantasier” og beskriver dem således: “I Pirenesis fantasier kan man også se et væld af linjer, der grænser til det kaotiske og en raffineret balancegang mellem det virkelige og det uvirkelige, og mellem ‘overstyret’ forgrund og utydelig baggrund.” Det samme kunne man sige om Bent Sørensens musik.

Det første værk, jeg hørte af Bent Sørensen, var et a cappella korstykke fra 1985, som hedder Lacrimosa. Jeg har senere hørt ekkoer af dette stykke i Sørensens senere værker. Det dukker op i et kort glimt i Funeral Procession fra 1989 – man føler at komponisten arbejder i et åndeligt og klangligt rum, hvor karakterer eller ‘personer’ går igen. Ikke som spøgelser men som identiske skabelser, der har noget til fælles. Dette identitetsskabende moment er etableret i det lille korstykke i form af faldende linjer, tæt kromatisk væv, tonalitet der vrides og fordrejes. Titlen Lacrimosa giver nye associationer: Tårer, afsked, melankoli.

Rejsen

Midt i det sorte mylder af stemmer rummer musikken sine hvide felter, tomme rum, som om nogen lige var rejst bort. Ganske som Vinterrejsen som begreb er umuligt at fjerne fra Schuberts univers – den er ikke blot et tema for hans sangcyklus Die Winterreise, den er et vigtigt spor i hans værk – så er rejsen eller det fjerne og tyste et mål hos Bent Sørensen. Den uendelige rejse bliver dermed digtets og digtningens, kunstens område. Og idet rejsen indgår i kunstens univers, skifter den karakter fra at være formålsløs, til at blive refleksion, billede, klang, der formulerer rejsens form som udtryk for en tilstand.

En vigtig del af denne tilstands refleksion hos Sørensen er erindringen. Det slående er, at samtidig med at denne musik indoptager rejsens uendelighed som udtryk for det mislykkede i sig, så dukker landskabet op i musikken. Men naturen fremtrylles ikke i majgrøn herlighed og lokkende fjernhed, det er hos Sørensen de døende haver, det er forfaldets æstetik, som giver lyd. Musikken mindes ikke denne natur som om den engang virkelig havde været sådan, den ser landskabet fra sit hermetiske perspektiv, og som en fange, der drømmer om frihed, drømmer denne musik om en imaginær natur, jo stærkere jo mere denne natur fjerner sig fra virkeligheden og det opnåelige.

Den natur som musikken lader klinge, er død, gået under, stivnet, og erindring er ensbetydende med nature morte hos Sørensen. De chok som hans musik indeholder skyldes netop den artistiske balance mellem uskyld og dødskulde i hver tone. Hvis andre komponistres musik ofte virker, som om den er skrevet af en energisk, kæmpende og støjende person, så er Sørensens musik ikke så let af forbinde med en person overhovedet. Derimod kan den associeres med den vandrendes bevægelse, bort fra det bestemmelige og entydige, som hos den Schubert, der indleder et værk med et beslutsomt anslag, for derefter at lade den vandrende fortabe sig i et enormt, forhistorisk landskab, der sommetider åbner sig mod idyl, sommetider mod underverdenens grotter og huler, som et engelsk havelandskab.

Sort sol

Bent Sørensen har selv peget på, at en musikalsk gestik med ekstremt hurtige staccato-figurer og de både hurtige og langsomme glissandi i hektiske og komprimerede teksturer giver mindelser om fugle. Et værk hedder betegnende nok Birds and Bells (1995), hvor komponisten skaber en balancegang mellem det umærkelige og det pludselige. Når nye stemmer træder ind, er det næsten en regel, at det foregår umærkeligt. Dette spil med det umærkelige, den klanglige homogenitet og de opstemmede, indadvendte spændinger, er vigtige stemningsskabende områder i Sørensens musik. De melankolske farvninger har været et sigel lige siden han forlod folkemusikkens verden og begyndte sin færd ind i kunstmusikken. Det blev tidlig til musik udformet som en moderne gestus, der udtrykker sig kompliceret, i tætte væv med mylder af toner, som bevæger sig i skyformationer, som en sort sol af fugle en én samlende bevægelse. I denne bevægelse holder musikken vejret med anslagets tøven, som om musikken holder stille og mediterer.

Bent Sørensens værktitler er også associationsskabende og de giver en mulig indgang til værkerne. Titlerne afspejler ikke almindeligheder eller dagligdags hændelser. Det er yderpolerne som har Sørensens interesse: Engle oppe og kirkegårde nede. Himmel og Helvede markerer ydergrænserne i det musikalske rum. Komponisten kunne have valgt neutrale titler, som det var på mode i midten af det 20. århundrede i avantgardens fortrop: ‘Moments no. 4’– ‘Konzertstück Nr. 3’ – ‘Fragment no. 5’ – ‘Structures’ osv. Men denne tænkemåde tiltaler ikke den danske komponist, som ønsker at værkets stemning kondenseres i form af en sigende titel. Funeral Procession, The Lady of Shalott fra 1987 (efter Tennysons digt), The Deserted Churchyards fra 1990, Adieu fra 1986, The Bells of Vineta fra 1990 (efter Selma Lagerløfs bog om Niels Holgersens vidunderlige rejse) The Mask of the Read Death fra 1990 (efter Poes novelle), Birds and Bells, Sterbende Gärten fra 1992-93 og Shadowland fra 1988-89 siger umiddelbart noget om grundtonen i musikken.

Paradoksalt nok er Sørensen igen og igen blevet sammenlignet med centraleuropæiske komponister, som skriver musik i forlængelse af modernismens arvtagere, frem for alt Brian Ferneyhough. Man har sagt at Sørensens musik er skrevet i samme tradition, at kompleksitets-dogmet, som rækker tilbage til Stockhausens krav om ‘Aldrig før hørte klange’ og Boulez’ ‘Det er nødvendigt at acceptere kompleksiteten’, er medtænkt i det æstetiske udgangspunkt hos den danske komponist. Men sådan tænker Bent Sørensen ikke, ‘det ny’ er ikke en emfatisk kategori hos ham, snarere er det genkendelige et kendetegn, et bestemt aftryk i musikken, som er med til at skabe identiteten.

Grunden til at Bent Sørensens musik er blevet tolket ind i en avantgarde-tradition, skal måske forklares derved, at noget af musikken lyder ‘svær’, der er mange noder, osv. Men den er slet ikke ‘gennemstruktureret’, som nogle har hævdet. En anden historisk hændelse var også med til at danne et lidt misvisende billede af den ‘komplekse’ Sørensen, nemlig da Arditti Kvartetten i 1980erne opførte Sørensens musik første gang. Kvartetten var dengang talerør for de ‘svære’ komponister, frem for alt eksponeret i musik af komponister fra centraleuropa.

De fremragende musikere i strygekvartetten var de første som viste publikum, hvad det var Sørensen havde tænkt med noderne. Den danske musik var af flere regnet som noget nær uspillelig, men efter Arditti-kvartettens indsats skete der et decideret skred i vores opfattelse af Sørensens musik. Gennembruddet kom i 1984 med strygekvartetten Alman. Foreløbig er det blevet til 5 kvartetter, foruden en række værker for sinfonietta-besætning, soloværker, orkesterværker, koncerter for violin, basun og klaver. Alt i alt en imponerende værkrække, der placerer den Bent Sørensen som en af sin generations mest originale komponister.

Det romantiske univers

I løbet af 80erne og begyndelsen af 90erne gik det op for forskere og kritikere, at Bent Sørensens musik nok ikke passede ind i kompleksitets-teorien. Heldigvis er ordet ‘kompleks’ også siden blevet antastet i en grad, der gør det rimeligt at sige at hele fetichismen omkring ‘nyhed’ i musik har været overdrevet, ligesom ordet kompleks har mistet sin betydning. En enstemmig sang kan som bekendt være uendeligt kompleks. I tilfældet Sørensen skulle man måske snarere nærme sig det romantiske univers. Med tanke på komponistens interesse for forfattere som Poe og Shakespeare virker det ikke helt urimeligt at henvise til romantikkens udtryksverden.

Sørensens musikæstetiske holdning har afskeden som tema, kunstneren kan ikke sige nej til nostalgi og sødmefuld lidelse i tabet af det forgangne: Ruiner, uudgrundelig melankoli, tilgroede haver. Fragmenter fra fortiden fastfryses. Derfor søger Bent Sørensen i musikken de sidste rester af fortiden, som endnu klinger i nutiden: Kirkeklokker, fugle, vindblæste kirkegårde, engle, død. Århundrederne taler til hinanden – de er åndsbeslægtede i deres fin-de-siécle-stemninger.

Det romantiske og den uforløste kærlighed går igen i det store værk for orkester og to sangsolister The Echoing Garden fra 1990-92. Et sted i teksten hedder det: “Der er stille på kirkegården, hvor de forhenværende elskere og deres elskerinder sover. De er artige og fornuftige nu, de stakler. Det er slut med at vente på breve, slut med de ekstatiske nætter, slut med de unge kroppes fugtige rytmer. På den store sovesal ligger det nu altsammen.” Til at understøtte stemningen, har komponisten hentet tekster fra tre vidt forskellige forfattere; det ovenstående citat er fra Albert Cohens roman Herrens udkårne, de to andre er fra William Shakespeares Romeo og Julie og Rainer Marie Rilkes Duineser Elegien. Det, de tre har til fælles, er den uforløste kærlighed.

Musikalsk-teknisk benytter Bent Sørensen virkemidler, som for eksempel de umærkelige overgange i et mylder af stemmer. Den meget stille musik, der kun antyder en stemning, skærper bevidstheden hos lytteren. Effekten er den samme som når en person hvisker med intens stemmeføring. Tavsheden kan blive larmende, detaljer dukker frem af stemmemylderet. Kendte melodier gemmer sig bag tonegitre og hjælper med til at danne den overordnede stemning. I Funeral Procession har Bent Sørensen valgt to danske melodier med afsked som tema til at understøtte værkets karakter. Det er Nu falmer skoven trindt om land og Sig nærmer tiden. Melodierne gemmer sig i piccolofløjte og klaver, men kun som brudstykker, der antyder melodiernes oprindelse.

Ordet ‘ekko’ var et af de første karakterisende ord, jeg brugte om Bent Sørensens musik: Man synes man har hørt det før, bare på en anden måde og et andet sted. Dette skin af noget bekendt kan Bent Sørensen opnå ved at bruge citater fra sange med afskedskarakter, som det er tilfældet i Funeral Procession. Han kan også gøre det ved at bruge en kompositionsteknik, der kan få det musikalske udtryk til at pege i flere forskellige retninger. I de fleste af Bent Sørensens værker kan man eksempelvis finde toklange med ubestemmelig udtryks-karakter. Denne svævende stemning, med toner der kan tilhøre to forskellige udtryk eller akkorder, forstærkes af Bent Sørensens konsekvente afvisning af nogen baslinje. Når musikken ikke har nogen baslinje som fundament, har lytteren ikke noget orienteringspunkt i traditionel forstand. Komponisten gør med andre ord alt hvad han kan for at sabotere de indlærte måder at lytte til musik på. Hvis han så alligevel rækker lytteren en lillefinger til at holde fast i, så sker det i form af disse toklange i tertsafstand.

Det kan man f.eks. høre i 2. satsen af Sørensens Violinkoncert, Sterbende Gärten, der er bygget op som en slags evighedsmaskine med toner i terts-afstand, der står i forhold til hinanden. I og med at der ikke er treklange men kun tertser, vil alle tertser være dobbelttydige. Teknikken med toklange i tertsafstand og fraværet af et fundament i klangen i form af en baslinje bruger Bent Sørensen også i værket The Deserted Churchyards. I et trioafsnit har klaveret en enkel koralagtig stemmeføring som klinger under violinens og celloens statiske og repeterende staccato-figurer – helt tyst og transparent. Violinens og celloens rolle er hovedsageligt at spille skyggerollen i forhold til de andre instrumenter. Det høres som ekkoer i forhold til de andre instrumenter.

Bent Sørensen komponerer her en musikalsk kædereaktion: Hvis fløjte og klarinet bliver gradvist kraftigere, så spiller slagtøj og klaver umiddelbart hurtigere og hurtigere. Forsinket kommer så strygerne med deres skyggespil. De reagerer på de forskellige bevægelser, som sker i det øvrige ensemble. Musikken fungerer altså som en levende organisme, hvor komponisten lader et lag skubbe til et andet for at se, hvad der sker. Påvirkningerne skaber bølgevirkninger i de musikalske lag. Ganske som det kan opleves, når vindens spil leger i en kornmark eller når fugle flyver i flokformation. Sådan opleves megen af Sørensens musik. Som musikalske kædereaktioner.

De myldrende prikker af toner spillet staccato i klokkespillet og klaveret i The Deserted Churchyards, er igen en af de kompositions-måder, Bent Sørensen ofte har brugt. Tydeligst i værkerne Clairobscur fra 1987 og i 3. sats af Shadowland. Hvor The Deserted Churchyards virker i kraft af to basale lag, nemlig fløjte og klarinet over for klaver og slagtøj, er der flere linjer eller lag i Shadowland som alle anvender staccato. Bent Sørensen har selv henvist til den franske maler, impressionisten George Seurat, som inspirationskilde. Det er ikke muligt at overføre en teknik fra et kunstnerisk område til et andet. Men for at forstå teknikken og intentionen med værkerne kan billeddannelsen give en håndsrækning til oplevelsen: Seurat maler lidt på samme måde som Sørensen har komponeret – f.eks. i Shadowland: En vældig mængde små prikker, der tilsammen og kun på afstand danner et helhedsbillede. Hver eneste tone er en lille del af en tegning bestående af prikker. Og når mange korte, prikkende toner bliver spillet hurtigt af mange instrumenter i et tæt register, så kan det opleves som én lang tone i stedet for en masse små toner.

Musikken fra Bent Sørensens Shadowland hører til i en periode med værker, der arbejder med samme billedsprog. Clairobscur og Minnewater fra 1988 hører med i samme familie. De er kendetegnet ved ikke at bruge klaver fordi “klaveret er et dominerende instrument”, sagde Bent Sørensen engang. Det var først i Funeral Procession at komponisten turde bruge det. Men her helt frarøvet den normale klaverlyd. Det lyder nærmest som en klokkeagtig musik. Det samme er tilfældet i det efterfølgende værk The Deserted Churchyards. Igen bruges en teknik, som går ud på at lade klaveret spille hurtige staccato-bevægelser i det høje register. Klaveret mister derved sin normale klang og kan smelte sammen med for eksempel klokkespil.

Ideen om at lade klaveret smelte sammen med andre instrumentgrupper, oplever vi også i klaverkoncerten La notte fra 1996-98, hvor klaverets rolle slet ikke står i et traditionelt ‘kamp-forhold’ til orkester som den klassiske idé om individet over for kollektivet. Også i klaverkoncerten er der tale om subtile klangfarver og små skift i nuancer, der skaber en mangelaget komposition, som når alt kommer til alt er så fascinerende fordi det er smukt, meget smukt uden hverken at være tilbageskuende eller normsprængende ny.

Alle Bent Sørensens værker for kammerensemble er kendetegnet ved denne brug af instrumenter: Komponisten sætter lup på den musikalske mikroorganisme for at se hvad der sker nede i stemmemylderet. Han lader instrumenterne spille i ekstreme registre og tilmed meget svagt. Og hvis han ikke kan opnå den ønskede virkning med almindelige instrumenter, så anvender han usædvanlige kombinationer i udtrykkets tjeneste. Det kan man f.eks. høre i slutningen af The Deserted churchyards. Det sidste afsnit er et sidste farvel til de øde kirkegårde. Afskedsstemningen komponeres ved at lade de dæmpede violiner spille glissando. Oven over lyder en kulisse-fløjte, som er et specielt instrument der minder om en cykelpumpe. Strygernes glissando møder til allersidst det opadgående glissando i kulisse-fløjten og værket kan i en perfekt timing slutte på en og samme tone.

Tre kirkegårde i Jylland

Jeg spurgte engang Sørensen om hvorfor Funeral Procession kom til at hænge sammen med The Deserted Churchyards. Han svarede:

“Jeg havde skrevet Funeral Procession året før The Deserted Churchyards. På et tidspunkt fandt jeg på at skrive et lille stykke, som kunne fungere som en slags præludium til Funeral Procession. Jeg fik ideen til The Deserted Churchyards i efteråret 1989 da jeg var i Nordjylland og gik langs vandet og så nogle kirkegårde og kirker. Der ligger tre bemærkelsesværdige kirker: Mårup Kirke (syd for Lønstrup) som er ved at forsvinde – vandet æder sig ind på kirken. Nu ligger kirken 30-40 meter fra vandet. Der er Rubjerg gammel kirkegård, og Lyngby gammel kirkegård. Der er altså et område med en kultur, som gradvist er ved at forsvinde. På et tidspunkt har disse kirkegårde ligget langt inde i landet. Det er på en måde tiden, der har ædt sig ind på disse kirker. Dette gav stødet til titlen The Deserted Churchyards, som altså nu hænger sammen med titlen Funeral Procession.”

Begravelsesoptog har været i komponistens tanker ved flere lejligheder. Strygekvartetten Adieu, kredser også om et billede af et begravelsesoptog, har komponisten fortalt. I Funeral Procession, hvor forestillingen eller billeddannelsen bliver manifest, vises tilbage til ideerne fra Shadowland. Vi er i samme forestillingsverden hvad enten vi er med i korstykket Lacrimosa, i strygekvartetten Angels’ Music fra 1988 eller Funeral Procession. Teknisk arbejder Sørensen med en rigdom af variationer inden for et relativt begrænset rum med virkemidler. Musikken bygges på tertser, det er det myldrende dynamiske over for statiske, tyste.

Alligevel har man en fornemmelse af forskellige perioder i Bent Sørensens skabende virke. Den 4. strygekvartet (Schreie und Melancholie) fra 1994 hører sammen med basunkoncerten Birds and Bells. Vi hører de forvrængede tertser, som hverken er store eller små.

Bent Sørensens musik er drømmelandskaber uden grænser. Den ønsker ned i mindste struktur at føje sig til bevidsthedens lyriske spring og uregelmæssige rytme. Det kræver elasticitet i strukturen og i udtrykket. Blandt andet derfor er Bent Sørensens musik i ordets videste forstand tankevækkende, fordi den består af strukturer som på ubeskrivelig vis spiller på lytterens følelsestangenter. Noget af det kan indfanges og beskrives med ord – men det meste skal opleves og sanses hinsides det talte sprog.

© Anders Beyer 1999

Se også: Anders Beyer: Skygge eller skikkelse. Interview med komponisten Bent Sørensen.