Interview med Anders, Thomas og Herman D. Koppel
Af Anders Beyer
»Et statistisk departement fandt på at sige, at hvis ikke begge forældrene var født i Danmark, så er man ikke dansk. Selv om jeg har rødder i Polen, har jeg ikke noget specielt forhold til Polen. Jeg er sku fandme dansk. Jeg er født og opvokset her i landet.«
Sådan sagde pianisten og komponisten Herman D. Koppel, da jeg mødte ham og sønnerne Thomas og Anders til en samtale om kunsten og personlig identitet junidag i faderen Hermans hjem i Holte.
»Et træ søger ikke sine rødder, et træ har sine rødder.« Sådan lød komponisten Anders Koppels slutreplik efter et par timers samtale. Det er næppe overdrevet at hævde, at familien, rødderne, opvæksten i et kunstnerisk hjem, har været en altafgørende stimulerende faktor for de tre som skabende kunstnere. »Drengene«, som den dengang 83-årige Herman D. Koppel kalder sine sønner Thomas (f. 1944) og Anders (f. 1947), fik musikken ind med modermælken og blev vidunderbørn, med alt hvad det indebar af lykke og ulykke.
Idag kan man konstatere, at det frugtbare miljø omkring familiens musikalske aktiviteter har medført, at de tre idag står som meget vigtige musikalske skikkelser i dansk musikliv inden for hver deres arbejdsområder. Men hvor forskellige deres kunstneriske frembringelser end er, så mødes de på en række områder og befrugter hinandens arbejde. Med Herman D. Koppels egne ord: »Efterhånden som børnene blev professionelle kunstnere, fik den gensidige inspiration stadig større kunstnerisk betydning. Anders’ medarbejderskab på mine vokalværker var vigtigt, og Thomas havde sin andel i, at jeg både som komponist og pianist beskæftigede mig med den serielle musik.«
Skulle man forsøge sig med at påhæfte de tre en fælles etiket, måtte ordet være ‘genreoverskridende’. Selvom mange nok ved, hvad de nogenlunde står for hver især, er de ved nærmere eftersyn egentlig ‘båse-løse’. Den musikalske spænding, der er indeholdt i så vidt forskellige udtryk som “Sangen om Larsen” og “Requiem” for soli, kor og orkester i Herman D. Koppels produktion, siger noget om viljen til at bryde med faste forestillinger og musikalske genreopdelinger. Og det går igen i sønnernes arbejde. Det, de tre bl.a. har til fælles, er, at de alle er både musikere og komponister. For dem er musikalsk praksis og musikalsk vision to sider af samme sag. De er anti-intellektuelle i ordets bedste forstand, de gør det, øjeblikket måtte forlange, uden skelen til om det passer ind i en bestemt æstetisk teoridannelse.
Musik og samfund
Thomas Koppel, der i 70’erne, efter bruddet i gruppen Savage Rose, stillede hele sin musikalske virksomhed i den yderste politiske venstrefløjs tjeneste og var folketingskandidat for KLMP, er med hans egne ord »nu på vej mod et nyt trin i udviklingen«. Hvor han i mange år udelukkende skrev politisk musik, anti-koncertsalsmusik, er han nu begyndt at skrive værker, som i det mindste på det formelle plan ligger i forlængelse af den tradition, der var hans udgangspunkt. Det er for nylig blevet til en koncert for blokfløjte og orkester til Michala Petri.
Lige nu arbejder han med et værk for symfoniorkester og solist (Anisette), som skal indspilles til efteråret med Radiounderholdningsorkestret. Og endelig tiltrækker det helt store musikalske apparat nu også kunstneren: »Jeg har også en plan med en større musikdramatisk forestilling, som skal forene alle mine erfaringer. Det skal være en slags musical, hvor der er dans, gøgl og alt muligt. Teksterne laver vi selv. Det er stort, besværligt og dyrt, men det skal skrives«, siger Thomas Koppel.
Det betyder dog ikke, at Thomas Koppel har revideret eller ligefrem fortrudt sit (musik)politiske engagement og nu ønsker at viske tavlen ren og begynde at virke fra et nyt ståsted. Med hans egne ord:
»De grundlæggende holdninger føler jeg intet behov for at revidere, men selvfølgelig lærer man gennem hele livet. Når man er inde i en heftig udvikling, hvor man skal fra et trin op til det næste, så er man som regel nødt til at være meget skråsikker og forkaste alt det, der omgiver én. Når en sådan proces er overstået, kan man begynde at geninddrage det, som man byggede sit arbejde på før. Jeg er kommet til et punkt, hvor det er muligt for mig at forbinde alle mine erfaringer og oplevelser i en ny musikalsk syntese. Det er nødvendigt nu med en ny syntese af den klassiske tradition og alle de nye bevægelser, som er kommet til i løbet af dette århundrede. Og som alle andre mennesker føler jeg mig tilknyttet bestemte strømninger. Dem tager jeg med ind i musikken.«
»Jeg har siden 6-års alderen altid gjort det, jeg instinktivt har følt er rigtigt, nemlig at udtrykke det jeg rent faktisk rummer. Igennem mine ord og musik må jeg udtrykke det, jeg rent faktisk er. I mit liv har der været en række store oplevelser, som det har været nødvendigt at fortælle om gennem min musik. Hvis min musik ikke fortæller noget om, hvem jeg er, så kan det være lige meget. Når jeg nu kan begynde at tage partiturmusikken op igen, så er det fordi jeg føler at jeg har overskud til det nu, og jeg har lært dét, der var nødvendigt for at bruge den igen.«
Herman D. Koppel havde store forhåbninger til den unge Thomas, og skuffelsen over at sønnen efter sin debutkoncert som pianist »fuldstændigt opgav kompositionsmusikken og enhver tanke om at udnytte sine evner som klassisk pianist« var ikke til at skjule:
»Efter sin debutkoncert rørte Thomas selv ikke mere det sorte klaver som koncertpianist: det var ham for ensom en tilværelse. Jeg syntes Thomas havde så stort et talent, at han kunne lade tingene trives side om side. Måske har de mange forventninger, der så tidligt blev rejst til ham i det etablerede musikmiljø været for tung en arv at løfte.«
Hertil svarer Thomas Koppel: »Jeg vil ikke skrive under på, at det var den væsenligste grund. Jeg tror det hænger sådan sammen, som jeg sagde før, nemlig at musikken skal være på samme plan som mennesket bag musikken. På et tidspunkt i mit liv så jeg en masse nye muligheder, som ungdomsoprøret var med til at sætte igang, og måtte naturligt gøre nogle ting, der var nødvendige for mig. Jeg tror alle komponister vil bibringe andre mennesker noget, der er oplevet som stærkt i livet – med mindre man er kynisk levebrødskomponist.«
»Det kan du også høre i de store komponisters værker«, supplerer Anders Koppel – »Hos dem har man en fornemmelse af, at de ‘har taget deres allerbedste tøj på’ og koncentrerer sig så meget som overhovedet muligt for at sige noget vigtigt til os. Det er jo ikke så tit vi møder mennesker, som gør sig så meget umage for at blive forstået. I musikken kan man i bedste fald møde mennesket fra dets allerbedste side i ét koncentreret øjeblik.«
Musikalsk mangfoldighed
»Thomas og jeg har jo haft en omskiftelig tilværelse sammen og hver for sig. Der har været nogle år, hvor vi ikke har arbejdet sammen, men i de sidste par år er vi igen begyndt at spille sammen. Det fællesskab vi har, er noget vigtigt i mit liv. Vi spillede sammen i Savage Rose til 1974, derefter havde jeg behov for at lave mit eget. Jeg var 25 år, vi havde spillet sammen fra vi gik ud af skolen, jeg havde fået tre børn og følte, at jeg måtte igang med mit eget liv. Siden har jeg fulgt Thomas’ og Anisettes produktion og altid været fuld af beundring for den konsekvens, der har præget deres virke. Og det var skønt for mig nu at spille med i bandet igen, at ‘få ribbet op i det gamle sår’«, siger Anders Koppel.
For mange år siden, som 19-årig, udtalte Anders Koppel: »Jeg har altid drømt om at føre et liv, hvor jeg bare gør, hvad jeg har lyst til – det er det, jeg er i færd med nu.« Den livsform ser han stadig som rigtig. Det blev først til det legendariske familiesammenspil i Savage Rose og musikken til balletten “Dødens Triumf”. Siden 1976 har arbejdet i gruppen Bazaar stået øverst på dagsordenen for Anders Koppel. Samarbejdet her med Peter Bastian og Flemming Quist Møller, deres udforskning af bl.a. den østeuropæiske folkemusik, har allerede indskrevet sig som noget enestående i dansk musikliv, og er heldigvis også foreviget på en række pladeindspilninger.
Rødderne
Hvad end “drengene” har kastet sig over af musikalske gøremål i årenes løb, det være sig handlinger, der må have ligget nok så fjernt fra nestor Koppels sindelag, så er det altid blevet mødt med forståelse og accept. Thomas Koppel betoner kraftigt den betydning familien havde for hans egen udvikling: »Vores barndomshjem var specielt på den måde, at der var et element, musikken, som gav baggrunden for hele vores liv. Når man vokser op et sådant sted – man kender det også fra cirkus-miljøer, i artistfamilier – så bliver det et helt specielt sted at være. Hvor Herman skulle skabe det hele fra bunden, så at sige, fik vi børn en masse forærende fra starten.«
Anders Koppel nikker og samtykker: »Arbejdsdisciplinen er om noget jeg har med mig fra min barndom. Både som komponist og musiker skal det håndværksmæssige være i orden, det lærte vi tidligt. Da jeg var barn, vågnede jeg som regel ved halv seks-tiden om morgenen, ved at far sad inde i stuen og komponerede. Han udnyttede et par timer inden vi skulle op i skole til at lave noget fornuftigt. Min far er konstant en stor inspiration på alle felter, både som metodiker og menneske. Han har lært os at være levende, åbne og nysgerrige.«
For Herman D. Koppel var det meget stimulerende, at børnene gik så stærkt op i det musikalske liv; de blev tidligt hans kompetente kritikere og inspiratorer. Han tilføjer: »For mig var det afgørende ikke hvad mine børn ville med deres liv, men at de tog valget alvorligt. I den forstand har de nok fået en streng opdragelse.«
Fremtiden? Herman D. Koppel arbejder af helbredsgrunde kun på mindre bestillingsværker. For tiden er det kammermusikken, der optager ham. Det forhindrer ham dog ikke i som pianist at uropføre en klaverkoncert af Bernhard Christensen om kort tid. Og på sin fødselsdag, den 1. oktober, skal Herman D. Koppel være solist i en stor moppedreng, nemlig Schönbergs Klaverkoncert med Aarhus Symfoniorkester. Anders Koppel skal igang med musikken til en ny ballet, sideløbende med CD-indspilning med gruppen Bazaar. Thomas arbejder som tidligere nævnt med orkestermusik og musikdramatik.
Redaktionel note april 2020: Interviewet blev publiceret i KODA NYT Nr. 2 1992. Herman D. Koppel (1908-1998), Thomas Koppel (1944-2006).