Den evige rejse mod skønheden

Fire billeder om Palle Mikkelborg og hans musik

Af Anders Beyer

Hvad er det hos en kunstner der gør det sugende nødvendigt for den omgivende verden at gå på opdagelsesrejse i dennes verden? I de tilfælde hvor værkerne har størst slidstyrke, er der altid en åbning ind til noget mere bag den fysiske manifestation. Styrken hos de skabende ånder er måske i virkeligheden det kraftfelt, som omgiver deres kreationer: Charles Ives som transcendentalist, Miles Davis som fornyer og igangsætter, Giacinto Scelsi som okkult medium, Olivier Messiaen som det dybt troende menneske, Duke Ellington som det individuelles talerør, John Cage som århundredets musikfilosof, Karlheinz Stockhausen som mentor og gæst fra planeten Sirius, og Louis Armstrong som et gudsbenådet naturtalent.

Alle kunstretninger kan opvise eksempler på personligheder med en speciel aura, som lyser over deres virke. Vi behøver ikke præcisere, hvordan dette konkret spiller sig ud, alle kan fornemme at det er der i den måde, hvorpå disse mennesker hver især har været i stand til at skabe æstetiske og ideologiske rum omkring sig. Dette ganske særlige ved kunstneres genialske virke kalder vi holdning.

Palle Mikkelborg har en holdning til livet og til kunsten. Holdning er før musik, i musik, efter musik. Man behøver knapt folde ørerne ud for at opdage det i tilfældet Mikkelborg. Denne skribent har en række stjernestunder i hukommelsen, som handler om momenter, hvor kunstneren lader musikken åbne sig mod noget mere end toner og klange.

En bestemt begivenhed har fæstnet sig i mit sind: 15. oktober 1990 spillede Mikkelborg sammen med en ung tysk trompetist i et studie i Danmarks Radio. Musikerne i gruppen prøvede forskellige indfaldsvinkler i samspillet. På et tidspunkt smælder den unge kollega et postulerende tema ud, fyldt med potens og spidst metal. Øjeblikket senere svarer Mikkelborg med brug af det samme materiale men i en ny imødekommende klædedragt, hvor formuleringen tilføjes en ny indsigt, præget af forsoning.

I det øjeblik er det uvæsentligt at tale om teori og indlært viden fra bøger, om påvirkninger og frastødninger. I det øjeblik glider det levede livs erfaringer sammen og det musikalske udtryk bliver mere end blot og bar toner, det samlede indtryk bliver til en smeltedigel af zenbuddhisme, Olivier Messiaen, Villy Grevelund, Dizzy Gillespie, Glenn Gould, Maurice Ravel, Arne Lamberth, Chet Baker, Clifford Brown, Claude Debussy, Miles Davis. Sagt på en anden måde: Alt det Mikkelborg har suget til sig transformeres ud gennem musikken som et aftryk af noget oplevet.

Jeg blev ret tidligt overbevist om, at Mikkelborg leder efter skønhed, samtidig med at han har en bevidsthed om at ville være nyskabende. Klang, melodi, tonalitet og timing er vigtige elementer i Mikkelborgs musik, og områderne er for mig at høre tjenere med henblik at tilfredsstille et overordnet skønhedssøgende ideal.

Engang sagde kreatøren til mig: »Min livslange rejse i musikken og dens magi har dybest set haft ét formål: At få fred i sindet. Min personlige lyd og mit koncertkoncept er naturligt inspireret af min dybe interesse for livets spirituelle sider. I mit liv har jeg ikke haft en musisk ambition, men en spirituel ambition, at finde ro i sindet.«

Lange toner, vibrerende klangflader og ekkovirkninger er ikke bare et udslag af interessen for lyd i bredeste forstand, der er mere på færde. Det kan undertiden lyde som noget man har hørt før i den retning som samlet kaldes New Age, men genren er for entydig til at indfange den kunstneriske ambition hos Palle Mikkelborg.

Der er aldrig noget entydigt eller for den sags skyld manifest ved Mikkelborgs musik. Lyt for eksempel til cd’erne Hommage. Once Upon A Time (Sonet SLPCD 1662) og Song …. Tread lightly (Columbia COL 498202 2). De har de hele: Brede flader med musik, der udstråler evigtid, men også insisterende funk, hamrende rock-pop-eller-hvad-nu-det-skal-kaldes, bigband sound, elektronisk manipuleret lyd, osv.

Mikkelborgs musik åbner op for tøjlesløse digressioner, musikalske tanker på frihjul, rapsodiske frikvarterer uden om den gyldne middelvej. Men aldrig uhæmmet og totalt ukontrolleret. Det ville det overordnede skønhedsideal ikke tillade. Palle Mikkelborg er æstetiker. Kunstnerens hvide silkehalstørklæde er et ydre tegn på et og det samme: Sans for det forfinede, det smukke – og så det en artist med respekt for sig selv ikke glemmer: Det krukkede.

•

At være komponist i traditionel forstand har noget med kontrol at gøre. Kontrol over materialet, kontrol over at opførelsen er dækkende og repræsenterer musikken, som den er skrevet. Selv om Palle Mikkelborg skaber overordnede rammer og tyder musikken i ganske bestemte retninger, ser han en stor glæde i at musikken lever et selvstændigt liv. I den forstand er han ikke komponist, men snarere designer. Det lyser og lyder ud af alt det, Mikkelborg beskæftiger sig med. Lyt til cd’en Aura (CBS 463351 2) fra 1989, komponeret til og for Miles Davis, da amerikaneren modtog Léonie Sonnings Musikpris i 1984.

Mikkelborg designer rammerne, nogle gange faste rammer andre gange udflydende rammer. I nummeret Orange på Aura spiller musikerne mere frit, men overordnet for hele Aura er tonematerialet ordnet efter bestemte mønstre og der er indlagt apokryfe meddelelser og henvisninger til levende og afdøde kolleger.

Det er dette og mere til, der gør Mikkelborgs musik dragende: Den er hemmelighedsfuld og afslører aldrig sine inderste hemmeligheder. Der er altid ubesvarede spørgsmål i hans kunst. Til gengæld åbner den for lytternes egen tolkning. Tolkning af farver, af fornemmelser, af former og figurer, af spiritualitet og eksistens. Palle Mikkelborg designer mulige rammer for eksistens. Som ethvert andet reflekterende menneske må også Mikkelborg have stillet sig selv spørgsmålet: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvem refererer jeg musikalsk og menneskeligt til?

I Danmark har vi ikke tydelige folkemusikalske traditioner, som i andre skandinaviske lande – og dog vil jeg mene at Palle Mikkelborg både er en dansk og nordisk komponist. Der er de komponister som siger, at de er inspireret af dansk lyrisme og Carl Nielsens folkelige sange og der er dem, som reelt viser det i musikken.

Da Palle Mikkelborg modtog den prestigefyldte pris Carl Nielsen Legatet i 1999, kvitterede kunstneren med en koncert, der viste i hvor høj grad Mikkelborg står i gæld til den danske tradition, der udspringer fra Carl Nielsens klassicisme. I øvrigt på samme måde som eksempelvis norske Jan Gabarek står i gæld til Edward Griegs romantiske naturstemninger.

Palle Mikkelborg er dansk og nordisk i sit forhold til tiden. Læg mærke til forskellen mellem stil og udtryk i amerikansk og nordisk musik: Tid og timing spiller en afgørende forskel. Palle venter, lytter, indlever, bringer den forløsende tone eller frase, der åbner op for nye verdener. Amerikansk tradition er hektisk, musikere tillader sig ikke i samme grad at dvæle ved øjeblikket. Det er en generalisering, men tendensen er tydelig. Mikkelborg uddyber selv forholdet ud fra en sociologisk forklaring:

»Det danske eller nordiske udtryk optog mig meget, da jeg begyndte at spille sammen med musikere med vidt forskellige nationaliteter. Mange af dem var amerikanere. Det optog mig, at der var noget fælles og at der var noget, som i den bedste betydning af ordet skilte os ad. Jeg begyndte at snakke med de forskellige musikere om det. Jeg arbejdede sammen med Dexter Gordon, vi lavede en plade sammen. Vi snakkede om miljøerne, som vi lærte af. Hvad foregik der på den tid, da Parker og Dizzy spillede? Donna Lee og de ting, hvorfor blev de ting præcis sådan på det tidspunkt? Da fandt jeg ud af, at den sorte musik på den tid var en social musik. Det var de sortes eneste mulighed for at markere sig. Enten sport eller showbizz. Charlie Parker interesserede sig meget for Bartóks strygekvartetter. Men den sociale omstændighed gjorde at disse mennesker ikke frit kunne beslutte, om de ville være advokater eller skolelærere. Den anden ting var, at de fik tæsk hele tiden – razziaer og dens slags. De sorte jazzmusikere dengang blev hele tiden banket. Kort sagt: Den sorte musik udspringer af en helt anden energi end den danske musik.«

»For de sorte musikere var det ikke kun et spørgsmål om at gøre noget udadtil. Det var også et spørgsmål om at have noget for sig selv. Det var en social manifestation at spille de temaer i beebob’en. Det var en intellektuel manifestation og en bevidsthed hos de sorte om, at “dette er vores musik”. Ingen andre kunne spille musikken dengang. Denne musik var også et udtryk for den amerikanske tænkning, selve tempoet lå og ligger som noget centralt i amerikansk kultur. Vi er ubetinget et produkt af vores opvækst og vores lyd og uanset min store interesse for den amerikanske jazzmusik, kan jeg alligevel i dag konstatere at jeg nok i højere grad har været en dybt fascineret turist. Mit sande jeg nok hører til i blandingen af inspirationen og det smukke nordiske lys.«

Mikkelborg refererer her til en udtalelse af den amerikanske komponist George Russell. Mikkelborg var i en periode som den eneste europæiske musiker med i Russells orkester. Den danske kunstner spurgte Russell, hvorfor han ville have at danskeren til at åbne koncerten med en trompetsolo med sit elektroniske udstyr. Russell svarede: “Det er interessant at opleve en musiker, der sender en tone ud i verden med ekko, og tør vente på, at ekkoet kommer tilbage. I Amerika ville man sandsynligvis ikke have givet sig tid til at vente.” Det var Russells karakteristik af den timing, som er forskellig i nordisk og i amerikansk musik.

Forholdet Mikkelborg og klassisk dansk tradition er underbelyst, fordi hans musik bliver tolket ud fra andre inspirationskilder, hovedsageligt af ’forstå-sig-på-ere’ med baggrund i jazzen. Disse meningsdannere bidrager i nogen grad til udformningen af et endimensionalt billede af kunstneren. Palle Mikkelborg er ikke jazzmusiker, han har ikke Baptistkirken som social baggrund, han har tværtimod Axel Schiøtz, Grundtvig og Nielsen i den mentale rejsekuffert. Han har været gæst i forskellige miljøer på sin vej, og det er noget andet.

Mikkelborg ville givetvis på stedet kunne spille Stella by Starlight og Some day my prince will come mere indfølt end de fleste (og jeg ville gerne høre ham gøre det), men han gør det ikke fordi han ikke er dér mere. Standard-melodierne blev snart for konforme, nye udfordringer pressede på: Dirigent for Danmarks Radios Bigband og Radiojazz-gruppen, arrangør, komponist (lyt til The Mysterious Corona med Den Danske Jazzgruppe fra 1967).

Inspirationer og erfaringer fra møder i forskellige æstetiske sammenhænge klinger videre i Mikkelborgs eget univers (bliv overbevist ved at lytte til More Than You Know med Dexter Gordon & orkester på plademærket Steeple Chase 1030, eller Entrance (Metronome 15612), og videre Palle Mikkelborg Journey To, udgivet på Metronome 15826).

•

Hvor kommer jeg fra? Hvorfor er jeg endt lige dér? Mikkelborg er selvlært og har ligesom mange af de store ånder, prøvet at operere i alle lag i og udenfor branchen. Philip Glass kørte taxi i New York, Karlheinz Stockhausen spillede som barpianist i Köln, Per Nørgård lavede tegneserierne Tecnis i København, Palle Mikkelborg modellerede med Kaus. Kaus-hvad-for-noget?

»Som barn var jeg, i al beskedenhed, ret dygtig til at modulere med ler. Det er ikke så langt fra at modulere med musik, som man umiddelbart skulle tro. Arbejdet med ler gav mig en meget stille tilværelse. Det var ikke knyttet lyd eller andre mennesker til beskæftigelsen. Det kom så vidt at jeg som 7-årig blev spurgt om at repræsentere et nyt produkt i Magasin du Nord – jeg skulle stå i julemåneden og modellere med noget, der hed Kaus. Det var noget hvidt noget, som man kom i vand. Der stod jeg så på en stol hver dag i december måned og lavede Kaus. Det var det første hint af showbizz for mig at stå i Magasin. Sideløbende med dette havde jeg musikken: Jeg spillede mundharpe, min mor havde en violin. Der var nogle ting omkring det musiske udtryk, som jeg kunne mærke var rigtigt, uden at jeg af den grund vidste hvilket instrument det skulle være.«

Tæt ved lille Palles bopæl boede chokolademanden Ludvigsen, som spillede i Cirkus Schuman. Inde i Ludvigsens baglokale lå Ludvigsens trompet. Ludvigsen fortalte Palle, at han kunne se at instrumentet faldt godt i hånden. Udtrykt i kunstnerens karakteristiske sprog: »Ludvigsen kunne se, at der var en attraktion imod hornet.«

En morgen blev Ludvigsen kørt ihjel på gaden, men han nåede at sætte noget i gang hos Palle. Han gik som 15-16-år til undervisning hos en trompetist, men de to kunne slet ikke finde sammen, de var ikke på samme bølgelængde. Den unge Mikkelborg ville noget helt andet, og han kunne ikke forklare for sig selv og andre, hvad dette ’andet’ var.

»Hos Wilhelm Hansen købte jeg de kendte trompetskoler Arban og Schlossberg. Jeg sparede sammen til at købe et bedre instrument. Den gamle King blev skiftet ud med en ny Olds. Mine senere lydlige ønsker er blevet klangligt realiseret af mine tre trofaste Martin-trompeter, som jeg den dag i dag har en kreativ dialog med.«

Palle Mikkelborg begyndte at spille sammen med venner i nabolaget og de første kompositioner så dagens lys. Han var 16 år og blev medlem af Bent Ronaks Bigband og begyndte at spille i kunstnertemplet Vingården på Nikolaj Plads, i Finn Mickelborgs orkester. Da Radiojazzgruppen blev etableret i begyndelsen af 60’erne, var den 20-årige Mikkelborg med. Og da Ib Glindemann startede Det Ny Radiodanseorkester (det senere Radioens Bigband), var Mikkelborg også med.

»Det var under disse meget gunstige vilkår at jeg lærte at spille. Hvor flere af mine venner og kolleger søgte konservatorievejen, valgte jeg den ‘hårde’ professionelle musikertilværelse. Som en Stefan Zweigsk stjernestund husker jeg mødet med Miles Davis’ udgave af When Lights are low. Pludselig forstod jeg, hvor jeg klangligt hørte til. Oplevelsen af instrumentet så tæt på den menneskelige stemme, betog mig dybt og har været mit klanglige ideal lige siden. Naturligvis sideløbende med min glæde ved at lytte til Clifford Brown, Chet Baker, Booker Little, Dizzy, Armstrong…«

Det føles næsten overflødigt at sige, at Miles’ og Gil Evans’ mesterværker Sketches of Spain og Porgy and Bess var helt centrale for Mikkelborg. Også som inspiration da hans interesse for at komponere voksede. Når vi taler om stjernestunder, er det helt relevant at nævne Ives’ The Unanswered Question, Messiaens Turangalîla-symfoni, Stravinskys Sacre du Printemps og Ravels Daphnis et Chloë. Disse værker gjorde et uudsletteligt indtryk på Mikkelborg.

Gennem Mikkelborgs arbejde i Radiohuset havde han mulighed for at overvære prøveforløb med Radiosymfoniorkestret. Hans spirende dirigentvirksomhed fik ekstra grobund ved at han kunne overvære prøver med dirigenter som f.eks. Sergiu Celibidache. Dertil fik han hørt meget ny musik, idet han også i de år var fast abonnent på Torsdagskoncerterne:

»Når jeg tænker på de mange oplevelser, hæfter jeg mig ved Per Nørgårds 3. Symfoni, Pendereckis Lucaspassion, Axel Borup-Jørgensens Marin og naturligvis Celibidaches betagende fortolkninger af Ravel og Debussy.«

•

Hos nogle mennesker har man fornemmelsen af, at de har spillet instrumentet i et tidligere liv. Mikkelborg er et sådant fænomen, der må have spillet trompet før han kom til denne planet. I ung alder kom han til at spille sammen med Allan Botchinsky, Ib Glindemann, Lasse Golin, Ole Molin, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Torolf Mølgaard, Jesper Thilo og flere dertil. Inspirationskilderne blev vidt forgrenede: Gil Evans, Charles Ives, Claude Debussy. Overskriften på perioden kunne være ”Scetches of Spain møder Ives’ 4. Symfoni”.

Evnen til uforvarende at forudgribe fremtiden. Picasso gjorde det uden at vide det, Miles Davis gjorde det næsten uforvarende uden at kende konsekvenserne. Pludselig griber tidsånden fat i en ny mulighed og et område fornyes radikalt. Med et spirituelt ansatspunkt går Palle Mikkelborg samme vej. Han startede med at tilegne sig traditionen for senere at bryde med den. Det er præcis denne evne til at tilføre et område en uventet drejning eller retning, der sætter nogle kunstnere over andre. Tænk på Palestrina, Bach, Mozart, Schönberg, Mahler i den klassiske musik. Alle rystede de traditionen på baggrund af traditionen. Det vil sige at traditionen indlæres for at kunstneren kan blive i stand til at transcendere den. Palle Mikkelborg er ingen undtagelse – han har også sat noget nyt i gang. Han har gjort det gennem mental styrke og derved undgået at bruge og misbruge sin egen krop på forehavendet, som knækkede og knækker så mange andre i branchen.

En lille bivej: Engang besøgte jeg Stockhausen i komponistens hjem i Kürten i Tyskland. Medbringende et stk. selvfanget laks. Efter udveksling af høflighedsfraser spurgte komponisten i henved en halv time til fangstmetode, -redskaber og mange andre omstændigheder ved fangsten. Han ville vide præcis hvordan det var gået til. Givetvis for at tilegne sig metoden, gøre sig fortrolig med ‘mediet’. Dette opdagersind og vilje til konstant fornyelse hos tyskeren har fascineret mange, fra Lennon til Bjørk og derimellem ganske mange andre med vidt forskellige indgange til det at udøve kunst. Jeg tror at Mikkelborg har haft det på samme måde som ung. Han har efterlignet og derigennem tilegnet sig mediet for senere at gå endnu videre. 

Det er sikkert at Clifford Browns musik tidligt tiltalte Mikkelborg og det er også tænkeligt, at Mikkelborg fandt Browns rytmegruppe for tung. Miles Davis kom og luftede ud og tilførte en lethed, som Mikkelborg stadig har glæde af. Samarbejdet med den danske slagstøjsspiller Gert Sørensen udtrykker ønsket om at fortsætte et projekt som går ud på at udligne det bombastiske og overtydelige. Trommerne definerer entydigt stilen. Harpen er kommet med i instrumentariet, hvilket igen understreger behovet for lyrisk tonedannelse og instrumentet bliver i høj grad brugt i udforskningen af det skønnes æstetik. Læg dertil flere former for kor i mange stemmer, som forstærker det klangmættede og de ’tætte’ sansninger. Hør det udfoldet på cd’en A Noone of Night (dacapo 8.224144), med tekster af blandt andre Ben Johnson, Blake og Rilke.

Blakes og Rilkes kunst handler også om menneske og natur. Mikkelborgs kunst kredser også om overgange mellem menneske og natur. Jeg tror at musikeren lod sig indfange af instrumentets evne til at efterligne den menneskelige stemme og lyde i naturen. Han hørte mulighederne hos Chet Baker og Miles. Væk fra lyden af militærinstument. Trompetens luftige men alligevel stemningsmættede tone og den spidse ansats i højt leje med dæmper kan ikke tænkes uden Miles Davis – for nu at nævne et af de tydeligste områder i det klanglige, som har sat sig som et sigel i den Mikkelborgske tone.

Jeg tror at det er elementernes forskellighed som er fascinerede for Mikkelborg. Han kan f.eks. arbejde intuitivt som Stockhausen, Tudor og Kagel, hvor øjeblikkets musik bruges til at rense musikken for gammel rutine. Musikerne må ikke spille en tone før de frigør dig fra det, den foregående musiker spiller. Karakteristisk udtrykt af Mikkelborg: »Musikkens rum måtte gerne udvide sig, vi vidste ikke hvor tonerne ville hen.« I Mikkelborgs univers er der plads til melodier, eller det musiklivets afholdsmænd kalder banaliteter. Mikkelborg er ikke bange for en dur-treklang (hvorfor skulle han også være det?). Han har fundet ud af, at hvis der er tilstrækkeligt mange af dem i forskellige tonearter, så lyder det fantastisk. Det virvar af forskellige tonaliteter, som Ives skabte, har Mikkelborg forsøgt at komponere videre på. 

Vivar – forskellighed – Turangalîla, Daphnis et Chloë, Préludes a l’après-medi d’un faune, Majas Slør, Lille frø, Glenn Goulds Bachvariationer, Kaus, Miles’ orkester, Anything But Grey. Det svimler. Hvad mere? Ikke mere. Optegnelserne mister deres tyngde, vægten forskydes til fordel for det egentlige. Der svæver et ‘rør mig ikke’ over det ‘andet’ i Mikkelborgs musik. Projektet må forblive uforløst.

© Anders Beyer 2000

Fotos i denne artikel: Stella Nova, Gorm Valentin, Per Morten Abrahamsen, Klaus Holsting. Grafik i åbningsbillede: Denise Burt.

FAKTA OM PALLE MIKKELBORG

Palle Mikkelborg begyndte at spille trompet i de tidlige 1950ere og blev professionel musiker i 1960erne. Han etablerede sig som orkestermusiker da han i denne periode blev medlem af Danmarks Radios Big Band og Danmarks Radios Jazzgruppe. Sideløbende med at blive dirigent for begge disse orkestre i 1970erne udviklede han sit talent som komponist og arrangør for større ensembler og orkestre og han blev en fornem fortolker af andre komponister og arrangørers værker. 

Palle Mikkelborgs voksende ry igennem 1980erne resulterede i en verdensomspændende turné-virksomhed og i utallige indspilninger med musikere som Gil Evans, Bill Evans, George Russell, Trilok Gurtu, Hermeto Pascoal, L.Shankar, Abdullah Ibrahim, Dino Saluzzi, Terje Rypdal, Jan Garbarek samtidigt med at han formede sine egne ledende grupper V8, Entrance, Journey To… og han var medlem af den succesfulde trio Heart to Heart. 

Et højdepunkt i Mikkelborgs karriere var mødet og samarbejde med Miles Davis da denne i 1984 kom til København for at modtage den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris. Palle Mikkelborg blev bestilt til at komponere et hyldestværk som han kaldte AURA. Mødet resulterede i at Miles Davis begejstret vendte tilbage til København for at inspille AURA. Udgivelsen i 1989 betød at AURA i 1990 modtog to Grammyer.

PRISER

• Årets jazzmusiker – 1968
• Lange-Müller Prisen – 1976
• Dansk kapelmesterforenings ærespris – 1977
• Dansk Musikerforenings hæderspris – 1987
• Niels-prisen – 1987 (som medlem af Heart to Heart Trio)
• LO’s Kulturpris – 1991
• To Grammy Awards – 1990
• No 2 Jazz album of the year – af kritikere i Down Beat Magazine – 1990 
• No 1 Jazz album of the year – af læsere af Down Beat Magazine – 1990-91
• Statens kunstfonds livsvarige ydelse – 1998
• Nordisk råds musikpris – 2001
• IFPIs hæderspris – 2006
• Veluxfondens ærespris – 2010
• Copenhagen jazz festival ærespris – 2011.
• ANYTHING BUT GREY – Nomineret til bedste danske jazzudgivelse for the Best Danish Jazz Release – 1992 
• Danish Grammy Award – 1993
• Wilhelm Hansens Komponistpris – 1997
• Carl Nielsen and Anne Marie Carl Nielsens Mindelegat – 1999
• Nordisk Råds Musikpris – 2000
• Ridder af Dannebrogsordenen

UDVALGTE KOMPOSITIONER

• The Mysterious Corona – String Quartet, Woodwinds, soloists and Rhythm Group (1967)
• Tempus – Big Band and solo Group (1968) 
• Te Faru – Big Band (1969)
• Concerto for Trombone and Ensemble – Solo Trombone, Strings, Woodwinds and Rhythm Group (1970)
• Mess-Ra – Big Band and solo group (1971)
• Louisiana Suite – Big Band and Solo Group (1972) (1999/2000)
• Mayas Slør (Maya’s Veil) – Symphony Orchestra, Big Band, Soloists, Recitation (1973)
• KMO – Symphony Orchestra and Big Band (1974)
• The Metal World – Symphony Orchestra and Solo Group (1975)
• Cyclus 76 – Big Band (1976)
• Juliskitser (July Sketches) – Symphony Orchestra and Percussion (1978)
• Rejsen mod (The Journey to) – Symphony Orchestra and Solo Group (1978)
• Heptagon – String Quartet, Woodwinds, Brass and Rhythm Group (1978) 
• December Cyclus (December Cycle) – Choir, Big Band and Woodwinds (1980)
• Breve (Letters) – Strings, Woodwind, Percussion, Brass and Rhythm Group (1981)
• Dis – Flute and Percussion (1981)
• A Simple Prayer – Choir, Gamelan Ensemble and Solo Group (1981)
• So Many Come, So Many Go – Symphony Orchestra, Big Band and Solo Group (1982)
• Billeder (Pictures) – Symphony Orchestra, Piano, Brass and Solo Group (1983, revised version 1988)
• Aura (dedicated to Miles Davis) – Big Band, Solo- and Rhythm Group (1984)
• Alt er betydningsfuldt – Erik Bruhn in Memoriam (Everything has a Purpose), dedicated to Duo Concertante (1987) – Recorded version: EMI 7496792
• Grotteværk (Grotto Rococo), dedicated to Trio Rococo (1988
• Saga – Cello, Harp, Trumpet and Synthesizers (1990 – 91)
• Tic-Tac, Recorder/tape (1995), dedicated to Poul Høxbro
• Drifting In-Drifting Out – Various Musicians (1995)
• Soundscape – 1000 DK Musicians (1995)
• Pro et Kontra – Trpt/Arpa/ Str. 4tet (1996-97)
• My God And My All – Choir, Cello and Harp (1991)
• A Moone of Light – Symph. orch. and selected soloists (1997/98)
• A Noone of Night – Choir and harps (1999)

UDVALG AF UDGIVELSER

• Med Radiojazzgruppen: The Mysterious Corona (Debut SDEB 150 – 1967)
• Med Danmarks Radios Big Band: Brownsville Trolley Line/Tempus Incertum Remanet (Sonet SLPS 1520 – 1969)
• Palle Mikkelborg: Ashoka Suite (Metronome MLP 15374 – 1970)
• Med Peter Herbolzheimer: My Kind of Sunshine (MPS 2121331-5 – 1971)
• Med Ed Thigpen; Action Re-action (Sonet SLP 2558 – 1973)
• Med Karin Krog: You Must Believe in Spring Polydor 2382044-1974) (CD Meantime Records MR 5 1993)
• Med Philip Catherine: September Man (Atlantic 40562 – 1974)
• Med Herb Geller: An American in Hamburg (DX 628332 – 1975)
• Dexter Gordon & Orchestra arranged and conducted by Palle Mikkelborg: More Than You Know (Steeple Chase SCS-1030 – 1975)
• Med Edward Vesale: Satu (ECM 1088 – 1977)
• Med Entrance: Entrance (Metronome MPL 15612 – 1977) (Exlibris EXLCD 50018)
• Med Entrance: Live as Well (Metronome MPL 15631 – 1978) (Exlibris EXLCD 50018 )
• Med George Gruntz: The George Gruntz Concert Jazz Band (MPS 1533 – 1978)
• Med George Guntz: Trumpet Machine (MPS 1503 1978)
• Med Terje Rypdal: Waves (ECM 1110-1978)
• Med Terje Rypdal: Descendre (ECM 1144 – 1979)
• Med Entrance: Palle Mikkelborg’s Journey To (Metronome MLP 15826 – 1984) (Exlibris EXLCD 50020)
• Med L. Shankar and Jan Garbarek: Visions (ECM 1226 – 1984)
• Med Dino Saluzzi: Once Upon A Time – Far Away In The South (ECM 1309 – 1986)
• Med Kenneth Knudsen & Niels-Henning Ørsted Pedersen: Mikkelborg – Knudsen –  N.H.Ø.P. Heart To Heart (Storyville SLP 4114 – 198)
• Med Gary Peacock: Guatama. (ECM 1352 – 1987)
• Med Miles Davis: Aura (CBS 463351 – 1989)
• Med N.H.Ø.P.: Hommage (Sonet SLPCD 1662 – 1990)
• Palle Mikkelborg: ANYTHING BUT GREY (Columbia 471614 2 – 1992)
• Soundscape (Promusic 9505 – 1995)
• The Garden is a Woman (Replay – 1997)
• A Noone of Night (dacapo – 1999)
• Song… Tread Lightly (Col 498202 – 2/2000)
• Aura (Columbia CK 63902 – 2000)

PRODUCENT OG MUSIKER

• Lennart  Åberg: Green Prints (CAP 1276 – 1986)
• Bo Stief: Hidden Frontiers (Replay RELP 3505 -1987)
• Bjarne Roupé: Passion Play (Stunt STUCD 18801 – 1988)

PRODUCER

• Ars Nova Vocal Group
• (Kontrapunkt 32001 – 1986)
• (Kontrapunkt 32003 – 1987)
• (Kontrapunkt 32016 – 1988)
• Ars Nova Vocal Group. Pelle Gudmundsen-Holmgreen (dacapo – 1997)
• A Drummers Tale. Per Nørgård (dacapo – 1998). In collaboration with Gert Sørensen
• A Drummers Tale. Poul Ruders (dacapo – 1999). In collaboration with Gert Sørensen)
• A Noone of Night (dacapo – 1999)
• Open The Door Softly. Helen Davies (Exlibris – 2000)
• Own Groups
• The Riel-Mikkelborg Quintet
• The Riel-Mikkelborg V8
• Entrance
• Journey To …
• Palle Mikkelborg Trio/Duo
• Palle Mikkelborg: Song… Tread Lightly Group