The Voice of Music: Conversations with composers of our time, by Anders Beyer, edited and translated by Jean Christensen and Anders Beyer. Published (in English) by Ashgate (Aldershot, UK and Burlington, Vermont USA)
Af Peer Hultberg
Det er måske på sin plads som en begyndelse at gøre opmærksom på, hvad denne bog ikke er. Den er ikke nogen systematisk gennemgang af vor tids musik i form af samtaler med forskellige komponister. Det er en samling af 22 interviews, som alle, bortset tilsyneladende fra interviewet med Per Nørgård, har været offentliggjort på dansk i løbet af 90erne og for næsten alles vedkommende i Dansk Musik Tidsskrift. Desuden er der lagt eftertryk på skandinaviske komponister for, som det hedder i forordet, »indirekte at fange et nordisk synspunkt på internationale temaer.«
De ikke-nordiske komponister synes dog ikke at være udvalgt efter noget specielt princip, bogen forsøger med andre ord ikke på nogen konsekvent sammenlignende måde at sætte ny nordisk musik ind i en international sammenhæng. Hvilket også understreges af, at der ikke er nogen nævneværdig introduktion til eller præsentation af de forskellige komponister og beklageligvis nok heller ikke nogen værkfortegnelser.
Denne fremgangsmåde har dog den ubestridelige fordel, at den gør bogen fri for værdidomme. Man går direkte in medias res, komponisterne bliver interviewet uden nogen indledning, uden at der tilsyneladende er lagt nogen slagplan, hvilket naturligvis ikke indebærer, at intervieweren ikke har forberedt sig, men han synes først og fremmest at lade sig lede af den dynamik, den interaktion, der opstår mellem to samtalepartnere. Selve formen er den meget klassiske med spørgsmål og svar, hvad der rent stilistisk og formelt måske kan forekomme lidt monotont i længden, men til gengæld giver indtryk af åbenhed og ærlighed, fra begge parters side.
Problemet med samtaler ikke alene med komponister, men med kunstnere i det hele taget, heri indbefattet forfattere, som ellers professionelt er vant til at udtrykke sig i ord, er, at de ofte plejer at forstumme, når de anmodes om at tale om deres værker.
Komponister giver sjældent analyser af deres arbejder, der på nogen måde kan sammenlignes med programnoter til en koncert, de har vanskeligheder ved at overskue deres oeuvre som helhed (Iannis Xenakis siger ganske ligefremt om Jonchaies fra 1977: »Jeg husker ikke længere det arbejde«, og der er ingen grund til med genspørgsmålet »De ønsker ikke at huske det arbejde?« at mistænke ham for at fortrænge eller undertrykke, han simpelthen husker det ikke), og når de endelig provokeres til en udtalelse, synes den, som så ofte hos kunstnere rent generelt, lidt flad og i denne bogs sammenhæng uden synderlig betydning rent musikteoretisk, kompositionsteknisk, musikhistorisk.
Som Vagn Holmboe siger: »Det er vanskeligt at kommentere ens egen musik undtagen ved at sige, at den vælder frem, når man graver dybt nok i sig selv.« Der er naturligvis undtagelser, og den stærkeste her er utvivlsomt den lange samtale, den længste, med den højt intellektuelle Stockhausen, der naturligvis ganske direkte i sine særdeles velformulerede udsagn kan trække på den intellektuelle arv fra Schönberg og Adorno.
Musik uden opførelse
Hovedvægten i bogen kommer derfor til at hvile på det, der står bag værkerne rent opståelsesmæssigt eller biografisk, og her giver den et baggrundsmateriale, der er både rigt og fascinerende. Man føres ind i de vanskeligheder, hvorunder for eksempel russiske, islandske, norske og finske komponister arbejder. Der er sjældent tale om fejder eller aggressive angreb på kolleger, tonen er først og fremmest berettende: En barndom skildres i antydninger, som hos Karl Aage Rasmussen eller Kaija Saariaho, der rulles et panorama op af politiske forviklinger og smertefulde skæbneslag som hos Ligeti, hvis far og bror begge omkom i nazi-lejre, og som senere efter krigen selv måtte friste et næsten subsistensløst liv i Budapest, indtil han flygtede efter opstanden i 1956.
Hvad der for en forfatter kommer som noget af en overraskelse, skønt man naturligvis burde have gjort sig det klart, er, hvor ofte selv kendte komponister ikke hører nogen opførelse af deres værker. Den norske komponist Olav Anton Thommessen fortæller, at hans cellokoncert, Gjennom Prisme endnu ikke (1999) er blevet opført i en koncert: »Den er aldrig blevet spillet! Stykket er 16 år gammelt, det er ni år siden, det fik Nordisk Råds Musikpris, og det er aldrig blevet opført ved en koncert.«
Og selv Stockhausen fortæller, at han har komponeret 39 værker for orkester, og kor og orkester, og de er aldrig blevet opført til trods for de 120 professionelle orkestre i Tyskland. »Og hvorfor? Fordi en opførelse af et af mine værker i hvert fald kræver fire dages prøver, og i INORIs tilfælde, et værk der varer cirka 70 minutter, så mange som ti.«
I tråd med traditionen
Interessant er det også at se, hvor dybt forbundne komponisterne er med traditionen til forskel fra mange andre skabende kunstnere, især vel forfatterne. Trods bud om aldrig at gentage sig selv, trods devisen om, at »anything goes«, lever den musikalske tradition dog på umiddelbar ægte vis og kommer direkte til udtryk hos så godt som alle komponister. Det synes en selvfølgelighed, at Jukka Tiensuu, som også er en kendt cembalist, skulle se tilbage, men måske ikke at han skulle se så langt tilbage som til den middelalderlige musikfilosofi og Renæssancen.
Også for Ligeti lever den sene Middelalder gennem personer som Guillaume de Machaut og Guillaume Dufay, hans kendskab til dens musik virker dyb og synes afgørende at have inspireret ham. Og den tilsyneladende undselige Sofia Gubaidulina erklærer direkte: »Når jeg ser tilbage på min vej gennem musikken, står navnene Bach og Webern i centrum.«
Ja, selv Stockhausen må tilkendegive sin gæld ved at protestere alt for højlydt, da navnene Wagner og Götterdämmerung falder. Måske de to fornøjeligste sider i bogen er, da Stockhausen pludselig vender situationen og begynder at udspørge intervieweren på skrappeste skolemestervis, hvad han mener, når han taler om fremtidsvisionen hos Wagner. Interwieweren har naturligvis ret i, at der er den fremtidsopfattelse i »Ringen«, at den arbejder sig hen imod et nulpunkt, en »Stunde Null«, uden at Wagner så udtrykker, hvorhen det videre går, men Stockhausen vil kun se den i og for sig både politisk og musikalsk revolutionære Wagner som en sentimental bagstræber til forskel fra sig selv:
»Mit arbejde handler overhovedet ikke om fortiden, det er baseret på den idé, at hovedpersonerne repræsenterer en evolutionsteori, en vilje til evolution.« Men rent generelt synes komponisterne ellers ærligt at vedstå, at traditionen er et afgørende element i deres skabende arbejde, også når den er knugende, som for eksempel i skikkelse af Sibelius der, langt mere end Carl Nielsen, lader til at dominere ikke alene finske, men også mange andre skandinaviske komponister.
Rystende forhold
The Voice of Music er en informativ, levende, personlig og til tider også rystende bog. Og det mest rystende er måske ikke beretninger som Ligetis om hans barndom, men derimod det korte interview med russeren Tikhon Khrennikov. Denne komponist var fra 1948 til 1991 førstesekretær for det sovjetiske komponistforbund, og i den egenskab var han direkte ansvarlig for forfølgelsen af mange kolleger, for afgørende at have hindret dem i at arbejde, nægtet dem muligheden for at tjene til livets ophold som komponister, vel også for fængsling og deportation.
Stemningen, som han var stærkt medvirkende til at skabe og opretholde, beskrives antydningsvis, men rammende i interviewet med den russiske komponist Edison Denisov. Og dog kan Khrennikov nu skildre sig selv som den misforståede, uskyldigt forfulgte, hvis kritikere er løgnhalse besat af sensationslyst og pengegriskhed, hvis tidligere terroriserede kolleger nu af den herskende mode i Vesten gøres til martyrer, og hvis samvittighed med hensyn til disse kolleger er fuldstændig ren.
Den groteske eller ligefrem absolutte kynisme, der kommer til udtryk her, afspejler på indirekte vis måske langt klarere end mange direkte skildringer, hvor utålelige og håbløse forholdene var i Sovjetunionen for de kunstnere, der valgte ikke at være medløbere. Og det er en af The Voice of Musics store fortjenester, at bogen også finder plads til en komponist af denne type.
Anders Beyer: The Voice of Music, Conversations with composers of our time, Ashgate, 2000, 335 s. Hardback, index, komponistbiografier, omslag af Per Kirkeby. 750 kr. hos DanMusik.
Peer Hultberg er dansk forfatter.