Essays om musik og mennesker af Karl Aage Rasmussen
Af Anders Beyer
Karl Aage Rasmussen slog sig tidligt ned på en bondegård i Jylland. Der har han boet lige siden, men han er ikke nogen bonderøv. Han er til gengæld blevet beskyldt for at være en højrøvet revser. Kan hænde at utålmodigheden over de langsomme tænkere har ført til krasse replikker, men Karl Aage Rasmussen har kun ønsket at være præcis så højrøvet, at han kunne skide ind ad sin egen brevsprække.
Den sidste formulering er Rasmussens egen, og den har erfaringsmæssigt vist sig at være rigtig. Det er ikke noget, skribenten skriver, fordi det skal lyde sympatisk, og at han ønsker at tegne et pænt billede af kunstneren. Men Karl Aage Rasmussen er de facto mere åben og modtagelig for nye ideer og kritik end de fleste. Og selvom mandens viden er encyklopædisk, og meddelelserne næsten aldrig er behæftet med fejl og mangler, så er det sidste ord aldrig sagt i en sag – der er kort sagt plads til den kritiske dialog.
For eksempel skrev denne anmelder engang, at der var dele af Rasmussens musik, som han ikke forstod en kæft af. Hvorefter Rasmussen og hans forlag bad anmelderen om at skrive en foldertekst om komponistens musik til brug for formidlingen ude i den store verden. Det kan vist kun forekomme i Danmark, at en indrømmet inkompetence bliver belønnet med en spændende opgave.
Tekster til tiden
Den del af Rasmussens musik, som voldte problemer, handlede om tiden i musikken. Nu har forlaget Gyldendal udsendt udvalgte essays af Rasmussen i en bog, der har fået samme titel som det første essay i bogen: Kan man høre tiden. Undertitlen hedder Essays om musik og mennesker.
Der var den igen – tiden. Bogtitlen lyder som et spørgsmål. Kan man høre tiden – men der er ikke noget spørgsmålstegn. Læseren kan selv bestemme. Eller undre og forundre sig. Det er nemlig det, Karl Aage Rasmussen selv gør i disse essays. Som skarpsindig iagttager ser han paradokserne, der i formidlet form får os til at standse op og tænke efter. Det er tekster, som kommer lige til tiden.
Jeg kender de fleste af de essays, som bogens redaktør, forfatteren Sven Holm, har valgt at tage med i den godt 240 sider lange bog. De har for størstedelens vedkommende været trykt i Dansk Musik Tidsskrift, Politiken, Weekendavisen og det svenske tidsskrift, som Gyldendal vil vide at stave rigtigt i næste oplag: Nutida Musik.
Jeg genlæser Rasmussens essays med stor lyst. Dels fordi de er tankevækkende som udsagn om alment menneskelige forhold, og således rækker ud over det snævert musikalske, dels fordi det er elementært velgørende at læse en forfatter, der kan strække og bøje sproget i uventede retninger. Tit bruger jeg Rasmussens tekster til at genoplade de mentale batterier.
Gudsbenådet formidler
Det er med Rasmussens tekster som med hans musik: Man kan gå ind i hans arbejder gennem vidt forskellige indgange. Man kan opdage nye strukturer og indfaldsvinkler, som sætter nye bevægelser i gang.
Hvad angår teksterne om andre levende og døde komponister, sker der det næsten uundgåelige: Skribenten kommer også til at skrive om sig selv. Dette fænomen er tydeligst i de artikler, der behandler komponister, der har betydet meget for Rasmussens eget virke som komponist: John Cage, György Ligeti, Niccoló Castigloni, Charles Ives. Flere kunne nævnes. Det er stærke tekster, som bunder i et dybt engagement hos en skrivende musikpersonlighed, der kan tænke og formidle musik med ord, som vel ingen i dette land kan gøre ham det efter.
Et af de bedste essays skrev Karl Aage Rasmussen umiddelbart efter John Cages død: John var her – John Cage 1912-1992. Det blev bestilt af et fagtidsskrift og trykt dér i efteråret 1992. Dette essay om Cage og de billeder, der blev trykt sammen med ordene, har for nogle fået nærmest ikonagtig status. Jeg har set det hænge på vægge og på lokummer hos musikfolk. Essayet har også fundet vej til den nye bog.
Andre glimrende ting er medtaget, og ud fra Gyldendals velkendte skepsis over for ’svært’ og ’dansk’ er det naturligt at udelade væsentlige essays som eksempelvis den imaginære samtale med Morton Feldman og det fortryllende portræt af Per Nørgård. For slet ikke at tale om andre fremragende ting, Rasmussen har skrevet om dansk musik. Men hvorfor skulle Gyldendal for alvor begynde at interesse sig for dansk musik? Nej, så hellere Scarlatti, Liszt, Tjajkovskij, Skrjabin og de andre, som sikkert formodes at have en større appel hos danske læsere.
Alle essays om dansk musik er bortredigeret af pladshensyn, hedder det i bogens forord. Det er sørme beklageligt.
Verbal fleuretfægtning
For de professionelle, der kender Rasmussens skriftlige arbejder, vil den foreliggende bog være et referenceværk på trods af dens uvidenskabelige tilgang. Den bør også være obligatorisk pensum i den videnskabelige musikafdeling, der gør sig så helvedes meget umage med at få ting til at se indviklede ud. Som skribenter og formidlere når de videnskabelige bogholdere ikke den jyske brevsprækkeskiderik til sokkeholderne. Læs f.eks. om Rasmussens forklaringer og tolkninger af ’tankemodeller’ og ’fraktaler’ og oplev at blive taget alvorligt som læser.
En af grundene til, at Karl Aage Rasmussens tekster er så gode, er, at der er plads til, at man kan være uenig – ja, der indbydes faktisk til verbal fleuretfægtning. (Karl Aage Rasmussen har sagt, at han bedst udvikler sine tanker i samtale med andre). Der er ikke noget finalt over forfatterens udtryk. Teksterne er ikke urørlige – et punktum er ikke nødvendigvis et punktum, det kan også være et spørgsmålstegn. Da den berømte Cage-artikel blev afleveret til tidsskriftet, hed det i Rasmussens følgebrev, at han var usikker på, om det skrevne var godt nok, at essayet måske var skrevet for hurtigt, og at han meget gerne ville have kritik.
Det er gennem en sådan åbenhed over for stoffet, at man bliver en god skribent. De bedste har overskud til at være åbne og følsomme. I tilfældet Karl Aage Rasmussen ramler det hele sammen og ud i pennen – det er alt sammen dokumenteret i den nye bog: Intellektuel skarphed, usentimental kritik, ukrukket i de direkte fremstillinger, stilistisk Schwung, faglig troværdighed, fintmærkende sansninger, subtil sprogbehandling.
Bogen burde have været forsynet med et register. Der er mange gode steder, som gerne skulle kunne genfindes hurtigt og effektivt. Man bør i forbindelse med næste oplag oplyse, hvor de enkelte essays har været trykt før. Det vil give læserne mulighed for at gå tilbage til den oprindelige kilde og se den sammenhæng, teksten indgik i, erfare i hvor høj grad forfatteren har udviklet teksten, osv. Og så er det vist almindelig praksis ikke alene at spørge om lov til at bringe en tekst fra en anden publikation, men også fyldestgørende at henvise til denne publikation.
Bogen bør blive en bestseller – når Gyldendal forhåbentlig oplever dette, vil forlaget komme med en udgivelse, der præsenterer andre sider af Rasmussens forfatterskab. Dette for at få flere tekster, der præsenterer denne musiklivets agent provocateur og overordentlig velkomne urostifter i fuld figur.
*Karl Aage Rasmussen: Kan man høre tiden. Essays om musik og mennesker. 241 s. 275 kr. Gyldendal.
© Anders Beyer 1998
Artiklen blev publiceret i Dagbladet Information den 16. juni 1998.