Reviews

Scandlines i ufrivillig Titanic-rolle?


En historie fra det virkelige liv, der fik de rejsende til at glæde sig over åbningen af Storebæltsbroen

Af Anders Beyer

Scandlines kører i øjeblikket en annonce-kampagne i tv med slutreplikken: «Scandlines – fuld fart frem!» Den følgende, groteske historie vil godtgøre, at det modsatte er tilfældet. Scandlines er et synkende foretagende, der lader hånt om de kunder, der skal sikre selskabets eksistens.

Enfin. Historien forløber som følger: Fredag den 29. maj kl. 17.15 skulle Fruen, de to små valkyrier og nærværende skribent til Langeland. I god tid blev der bestilt plads. Reservationen blev for en sikkerheds skyld fulgt op af en kontrolopringning til Scandlines, der bekræftede, at alt var i orden, og at reservationen selvfølgelig var en sikkerhed for, at vi kunne komme med den ønskede færge.

Før kl. 17 ankom vi til færgelejet i Korsør og ventede i køen for pladsreserverede biler. Da ombordkørslen påbegyndtes i den første bane, kom for sent ankomne biler til, som blot fulgte ombordkørslen i den første bane. Tre biler, alle med reservation, stod tilbage, da skibet var ‘pakket’, herunder vores. Vi fik meddelelsen: «Der er desværre ikke plads til jer.»

Fræk skibsfører

Fruen i vores bil går derefter op på skibets dæk og beder om, at biler, der er kommet for sent eller ikke har pladsreservation bliver trukket tilbage, således at bilerne med pladsreservation kan komme ombord. Dette afvises af en ualmindelig uforskammet skibsfører.

Her er det så, at Fruen gør noget drastisk: Hun meddeler, at hun ønsker at tale med skibsførerens overordnede og at hun ikke vil forlade skibet, før bilerne er pakket om. Herefter siger skibsføreren: «Så kan du bare blive stående – vi slår broklappen op og sejler.»

Fruen – vokset op i pæn familie, opdraget til at kende forskel på ret og vrang, i det hele taget et bundhæderligt menneske – gør nu noget ganske uventet. Hun træder et par skridt tilbage, ud på selve broklappen, hvorefter skibsføreren vil få et menneskeliv på sin samvittighed, hvis han insisterer på at sejle.

Da man foreholder skibspersonalet, at det vil være særdeles ubehageligt for Scandlines at blive konfronteret med en mediebevågenhed omkring den ikke-eksisterende kundeservice, siger en ansat: «Skriv I bare, vi er ligeglade, vi holder alligevel op med at sejle her.»

Fejlinformation

Skibsføreren tilbyder nu en enkeltbillet til bilfærgen fra Halsskov til Knudshoved for formedelst 195 kr. plus en spisekupon til en værdi af 100 kr. til fire mennesker. (Ihukommende Scandlines’ skyhøje cafeteria-priser er der stor humor forbundet med at give en spisekupon til 100 kr. til fire mennesker). Med tilbuddet følger et brev, underskrevet af overfartschef Nils Munk, hvori det hedder at «Desværre er der til denne tur blevet overbooket, og De har derfor fået tilbudt alternativ overførsel, som De har accepteret. Overførsel med første afgående bilfærge fra Halsskov vil ske ved aflevering af dette brev ved billetboksen i drive-in.»

Fruen vil betale de 195 kr., som sædvanlig med Dankort. Dette kan ikke lade sig gøre, og hun bliver mødt med et: «Har du virkelig ingen penge?» Her er det, Fruen mister tålmodigheden: Snupper billetten, forlader arenaen, putter valkyrierne ind i bilen og haster til Halsskov. Ved forevisning af Nils Munks præfabrikerede og udaterede brev i billetlugen ved drive-in, meddeles det kort og klart, at der ikke kan sikres en overfart med den første færge. Der er fire timers ventetid for personbiler. End ikke en reference til ordlyden i medbragte brev kan få den ansatte til at sætte tingene i perspektiv.

Hvis Fruen på et tidspunkt har haft en gnist af humor og velvilje, er den imødekommende attitude nu forvandlet til åbenlys misfornøjelse. En venlig (!) kontrolvagt ved ombordkørsel ser det groteske i sagen og siger med et suk ved forevisning af Munks brev: «Også jer.» Hvilket antyder noget om omfanget af uregelmæssigheder i Scandlines’ færgefart. Fruens bil bliver vinket ombord af den for-stående kontroldame.

Vi noterer, at de såkaldt eksklusivkunder kan køre frit ombord. Denne ordning vækker udtalt misfornøjelse i bilen: Har du penge, kan du få og har du ingen, kan du gå. En temmelig udansk foranstaltning, der opdeler i A- og B-hold. Førsteklasse-passagerne på Titanic kunne godt komme i redningsbådene, mens tredjeklasse-passagerne gik ned med skibet. Er Scandlines et synonym for Titanic?

Scandlines har problemer med reservationssystemet, selskabet har problemer med ansatte, der opfører sig uprofessionelt og ubehøvlet, og Scandlines favoriserer de rigeste passagerer. Hertil lægger vi de øvrige lidet flatterende skudsmål, som andre medier har gjort opmærksom på i den seneste tid. Spørgsmålet er efterhånden ikke om Scandlines kan leve med kritikken, spørgsmålet er, om danskerne vil finde sig i Scandlines’ metoder.

Svigt hos personalet

I SAS kan man ofte havne i en situation, hvor der er overbooket på et fly. Her spørger man så, om der er passagerer, der frivilligt ønsker at tage det næste fly og samtidig vil modtage en markant, kontant kompensation. Se det er service!

Et telefonopkald til Scandlines’ reservation bekræfter vores formodning: Den ansatte kan konstatere, at der ikke var overbooket på den pågældende færgeoverfart, som det hed i Nils Munks brev. Der var booket 40 biler, hvilket ikke er overbooking. Der må altså være tale om et svigt hos personalet ved færgen i Korsør.

Med vores 100 kr. står Fruen, valkyrierne og skribenten nu i cafeteriaet på færgen Kraka, som skal sejle fra Halsskov til Knudshoved. Pølsen ryger i den gale hals, da Fruen over højttaleren bliver kaldt op på kommando-broen. Her oppe konfronterer uniformsklædte søfartsfolk Fruen med det faktum, at der kører politibiler rundt i henholdsvis Halsskov og Knudshoved for at lede efter hende. Politiet har til hensigt at anholde Fruen på grund af «butikstyveri».

Kære læser: De skal se situationen for Dem: Den indtil det pertentlige ordentlige og lovlydige borger, der aldrig har været på kant med landets love, er nu eftersøgt af politiet. Under disse omstændigheder er der to muligheder: Enten kan Fruen holde principperne højt og blive anholdt. Eller hun kan betale, som hun i virkeligheden ikke har haft noget imod i første omgang. Fruen ønsker at betale. Men nu skal hun ydmyges: Søfartsfolkene forlanger nu ikke 195 kr. men 335 kr. – som en straf for kundens ulydighed.

Brev til ledelsen

Ovenstående del af indlægget er sendt til Scandlines’ passagerchef Jan Cilius Nielsen og til den administrerende direktør Jens Stephensen. Dette med henblik på en udtalelse om sagen fra Scandlines’ ledelse.

I et brev fra Jan Cilius Nielsen hedder det bl.a.: «… vi vil gerne udtrykke vor stærke beklagelse af den oplevelse De har haft ved at benytte vore færger den 29. Maj. Den behandling, De den pågældende dag har været udsat for, er helt uacceptabel. Vor kontrol i færgehavnen af de ventende bilisters reservation og ankomsttidspunkt var desværre mangelfuld. Vi skal klart give udtryk for, at De naturligvis skulle have været med første færge i Halsskov færgehavn, at politiet ikke skulle have været tilkaldt og at De på færgen skulle have betalt den oprindelig tilbudte pris for overfarten. Det er ganske forståeligt, at rejsen har været særdeles ubehagelig for Dem.»

Videre hedder det i Cilius Nielsens brev om medarbejdernes indsats: «Som bekendt lukker Halsskov-Knudshoved overfarten om få dage, og de fleste af overfartens medarbejdere er sagt op. Dette kan have påvirket medarbejdernes motivation i negativ retning og dermed også have påvirket den behandling, De fik.»

Vi tar’ broen

Det var da altid noget, tænkte skribenten ved sig selv, der også fik refunderet sine rejseudgifter. Han tænkte ligefrem med oprigtig bekymring over, hvordan Scandlines skulle kunne blive i stand til at rette op på den synkende skude.

Ikke alene Information påpeger krisen i færgeselskabet. Senest er det Børsen, der mandag den 8. juni i en stort opsat artikel med forsidehenvisning, skriver at «Scandlines risikerer skæv fusionsstart.» Børsen henviser her til Scandlines’ fusion med Deutsche Fährgesellschaft Ostsee, som træder i kraft den 15. juni. Det danske Scandlines er i et «…beslutningsmæssigt tomrum, der går ud over de daglige dispositioner.»

Denne situation er særdeles kritisk for Scandlines «fordi rederiet fra sent søndag skal tage kampen op med en ny alvorlig konkurrent, nemlig motorvejen over Storebælt», skriver Børsen.

Fruen, valkyrierne og skribenten vil nok vælge motorvejen næste gang.

© Anders Beyer 1998

Artiklen blev bragt i Dagbladet Information den 16. juni 1998