Debates

Kunsten skriger på at blive brugt


Kunsten skal vise alternativer til det bestående. Den skriger på at få samfundsmæssig betydning og blive brugt til at skabe forandring. Det kan ske gennem radikal og generøs krydspollinering af ideer.

Af Anders Beyer

Vi lever i en ny virkelighed, og der er grund til at tro, at verden aldrig bliver den samme som før, COVID-19 vendte op og ned på alting.

Konsekvenserne af, at vi skal holde afstand til hinanden og dermed undgå at samles i større forsamlinger, er vidtrækkende. Kulturområdet er langt fra det eneste, der er påvirket af krisen og de affødte forbehold, men det er måske det område, hvor forskellene på før og nu er allerstørst. Aflysninger, falliterklæringer og desperate nødråb begyndte hurtigt at præge kunsten og kulturen, da krisen startede, og med tilsvarende hastighed begyndte befolkningen at hige efter kulturoplevelser, der ikke blot handlede om at afsøge endnu en afkrog af Netflix.

Nu, hvor vi efterhånden begynder at få en fornemmelse af, at krisen vil påvirke både kulturlivet og samfundet som helhed i årevis, er der grund til at gøre sig grundige overvejelser om, hvordan kulturlivet ikke blot kan bestå, men ligefrem trives i denne nye virkelighed. En virkelighed, der kan forventes at bestå i en eller anden form, selv når krisen officielt er ovre, fordi menneskeheden på globalt plan er blevet så mærket og skræmt, at vores kollektive adfærdsmønstre givetvis vil være forandrede i en hel generation.

Heldigvis er Danmarks kulturliv godt stillet, når det kommer til at udvise den famøse omstillingsparathed, der er i så høj kurs i disse dage. Det har vi set gennem et væld af initiativer, der strækker sig fra drive-in-koncerter og live-novelleskrivning til digitale teaterstykker og kunstneriske podcasts, der sætter hele den stærkt usædvanlige situation i perspektiv.

Det er forbilledlige initiativer, som fortjener ros, men som også i vid udstrækning handler om at håndtere krisen her og nu. Skal kunsten og kulturens trivsel sikres på den lange bane, skal denne idérigdom udfolde sig på helt nye og visionære platforme, som kombinerer det fysiske og det digitale på en måde, der kan gøre Danmark til en ’first mover’ på dette område.

Set i det internationale perspektiv er udgangspunktet stærkt. Verden skeler mod vores kultur, værdier og kunst, som er scandi-cool. Danmark opfattes som et sted, hvor demokratiske idealer om frihed, lighed og velfærd til alle fører til en frisættelse af kreative og revolutionerende energier, som skaber alt fra legoklodser, designklassikere og verdensarkitektur til en vedholdende insisteren på bæredygtighed og grøn omstilling.

Se bare, hvordan København og Aarhus gang på gang havner på de toneangivende internationale mediers lister over must-see places. Det kan udnyttes i kunstnerisk øjemed. I dag er København især kendt for gastronomi, møbeldesign, arkitektur og byudvikling, men slet ikke for en totalt overrumplende kunstpraksis, der integrerer alle kunstarter og gør kunsten til at slagkraftigt opråb. Det kan danske kulturaktører lave om på, hvis de vil.

For ideerne, kreativiteten, kompetencerne og visionerne er til stede. Aktørerne findes, men de skal bringes i spil over for hinanden. Reel samfundsudvikling sker gennem radikal og generøs krydspollinering af ideer. Det er netop det, der har grundlagt Skandinaviens succes – og det, der bidrager til, at Danmark klarer sig så langt bedre gennem krisen end mange andre lande: Samarbejde med andre ud fra et stærkt fællesskabsprincip om, at det vi laver, skal komme andre til gode.

For ideerne, kreativiteten, kompetencerne og visionerne er til stede. Aktørerne findes, men de skal bringes i spil over for hinanden. Reel samfundsudvikling sker gennem radikal og generøs krydspollinering af ideer.

Kunst er i selve sit væsen det mest generøse – dette at åbne nye meningshorisonter og stille sin fortolkning til rådighed for hele verden. Men kunsten længes efter at blive brugt – ikke udnyttet, men brugt – som katalysator i samfundsudviklingen. Netop her har vi i kraft af vores særlige mindset de bedste forudsætninger for at få Danmark til at danne fortrop.

Konkret foreslås det hermed at søsætte to initiativer, som kan gøre København til centrum for en innovativ kunstpraksis, der bidrager tungt til formningen af morgendagens samfund.

For det første en ny, ambitiøs festival, som kunne kaldes Augment Copenhagen, og som skal udgøre en platform, der gør det muligt for kunsten at sætte det markante samfundsmæssige aftryk som de enkelte kulturinstitutioner har svært ved at gøre.

For det andet et Centre for Artistic Excellence, der skal udgøre en ny grundsten i den større vision for den danske kunstscene og samtidig sikre en varig tyngde bag festivalen.

I dag, hvor vi står midt i en global krise, kan vi tage ved lære af tiden efter Anden Verdenskrig, da en række byer på tværs af Europa satsede på at oprette festivaler. Disse er i dag blevet vigtige internationale events, som nærmest er synonym med bynavne som Salzburg, Edinburgh, Bergen og Bregenz, og som – hvad er endnu vigtigere – formår at flytte kunsten et nyt sted hen. De giver ikke blot byerne uvurderlig international branding og tiltrækker turisme i stor stil. De smitter også positivt af på kulturlivet og kulturens impact i samfundsudviklingen i byerne og hele oplandet året rundt, og medvirker dermed til at gøre byernes regioner til centre for kunst, innovation og udvikling.

Danmark har i mange år kunnet bryste sig af at have mange succesrige festivaler. Men de er mestendels genrespecifikke og de fleste – med Roskilde Festival som en markant undtagelse – mangler stærk international gennemslagskraft. Alligevel kender vi godt effekten af den store tværkunstneriske markering, der sætter sit præg på den samlede udvikling af en hel by. Tænk bare på Kulturby 1996 i København og 2017 i Aarhus, som har bevist, at ekstra ressourcer til helt særlige begivenheder kan give fantastiske resultater med tværæstetiske samarbejder og føre til varige effekter, også uden for kunstens og kulturens verden.

Ifølge COWI skabte Aarhus 2017 eksempelvis 1965 jobs, og de 392 mio. investerede offentlige kroner skabte en omsætning i den private sektor på 1,2 mia. Allerede i 2012 estimerede en rapport fra Bergen, at publikum ved Festspillene genererer en omsætning på ca. 31 mio. NKK. I dag vurderes det tal at være betydelig højere, og hertil kommer den ikke ubetydelige omstændighed, at Festspillene i Bergen har små 2.000 hoteldøgn til kunstnere i løbet af året, hvilket genererer en betydelig omsætning i byen.

Kunne man samle kulturinstitutioner, kunstnere, medier og publikum til at deltage i en årlig international festival i København med et fokus på, hvordan den digitale udvikling og teknologi kan forandre kunsten og oplevelsen af den – og i videre forstand, hvordan det kan ændre vores samfund og fremtid? Kunne kunstlivet udnytte en enestående mulighed for at skabe en platform med global konkurrencekraft, som vil markere København og Danmark som et naturligt gravitationspunkt for the immersive arts?

Ja – så afgjort. Således bør der skabes en platform, der kan præsentere nye værker og udtryk, som er født i krydsfeltet mellem det analoge og det digitale, og som beskæftiger sig med netop dette aspekt af vores liv: At det for al fremtid vil udfolde sig parallelt og sammenfiltret i disse to verdener. For det digitale erstatter selvfølgelig ikke menneskets grundlæggende behov for det fysiske møde om en kunstoplevelse.

I en usikker og teknologidreven verden er det eneste, som vi med sikkerhed ved om fremtiden, at der vil ligge en premium værdi i skabelsen af oplevelser, som decideret rummer eller i hvert fald på en meningsfuld måde formår virtuelt at gengive de medmenneskelige og fysiske aspekter. Platformen kunne tage form af en festival – og det er nøjagtig sådanne oplevelser, som Augment Copenhagen skal levere.

Hvordan kan virtual reality (VR) og Augmented Reality (AR) forandre kunstoplevelsen, eller selv blive kunst? Både symfoniorkestre, teatre og museer skal inviteres til at skabe projekter, der går helt ud til – eller langt over – grænsen for de nye muligheder, som det digitale giver os – både teknisk, økonomisk og kunstnerisk.

Forbilledet kan være eksempelvis 59 Productions’ udstillingsformat Digital Revolution, der bringer musikere, kunstnere, arkitekter, spiludviklere, designere med flere sammen med det benspænd, at de skal flytte og overskride deres normale grænser gennem brugen af digitale medier. Det sikrer det kunstneriske arbejde en stærkt eksplorativ natur, blandt andet gennem anvendelsen af nye metoder og greb, inspireret af domæner udenfor kunstens verden. Murene om de selvstændige kunstneriske udtryk bliver her revet ned, hvilket stimulerer den tilsigtede krydspollinering.

I en usikker og teknologidreven verden er det eneste, som vi med sikkerhed ved om fremtiden, at der vil ligge en premium værdi i skabelsen af oplevelser, som decideret rummer eller i hvert fald på en meningsfuld måde formår virtuelt at gengive de medmenneskelige og fysiske aspekter.

Augment Copenhagen skal således være en alvorsfuld legeplads for de førende danske og internationale kunstnere, men også for vækstlaget. Festivalen skal kurateres stramt ud fra et princip om, at den originale idé altid er et prisme, hvori ikke blot en snæver kunstnerisk praksis men fremtiden som helhed kan spejle sig. De toneangivende danske kulturinstitutioner skal dermed spille en afgørende rolle i festivalen, men det samme skal samarbejdet med internationale institutioner om at initiere og realisere nye produktioner og projekter.

Det er en grundlæggende forudsætning for festivalen, at den opleves af alle som en måde, hvorpå der – i stil med Kulturby-årene – tilføres nye ressourcer og muligheder. Den skal være en paraply, der kan invitere til skabelsen af nye projekter og bidrage til at finansiere igangværende hos eksisterende aktører. Festivalen erstatter dermed ikke institutionernes kerneprodukter, men tilbyder nye udviklingsmuligheder på skuldrene af det fantastiske potentiale, vi som land allerede har.

For at skabe varighed og tyngde bag festivalen bør der i samme ombæring og i tæt tilknytning hertil etableres det føromtalte Centre for Artistic Excellence.

Dette center skal være et kraftcenter for nye kunstudtryk. Her skal der mobiliseres og løftes nye exceptionelle udtryk frem ved at invitere til samarbejde mellem innovative aktører, efterlyse bestillingsværker og skabe rum til eksperimenter af høj kvalitet.

Dette vil materialisere sig i værker som både støtter en positiv regional udvikling, og som skaber oplevelser med international kvalitet og relevans. Gennem modige, progressive og visionære bestillinger kan man opfordre de kunstneriske miljøer til at realisere ambitioner, som er prægede af nutiden og fremtiden, og kriterierne skal udformes i tæt dialog med de kreative miljøer.

Centrets formål skal være at:

  • Starte samtaler om hvad kunst er, dens muliggjorte former i dag og aktivt spekulere over, hvad kunst kan være i fremtiden.
  • Udfordre og udforske publikum i forhold til teknologiens placering i nye kunstneriske rammer.
  • Udviske skellet mellem vores digitale og analoge virkeligheder og stille spørgsmål ved, hvad sandhed og virkelighed er i dag.
  • Inspirere til modig ud-af-boksen-tænkning à la stay hungry, stay foolish – både blandt kunstnere og blandt publikum.
  • Koble kreative miljøer sammen, som aldrig tidligere har samarbejdet for at udløse eksplosive, kreative synergier.
  • Udgøre en platform for kunstneriske eksperimenter – et art lab for en relevant samfundsdebat og skabelsen af en ny form for publikumsinvolvering og innovation.

Der bør etableres en sådan todelt knopskydning i Danmark, fordi vi savner tilgængelighed og diversitet. At kunsten kommer ud til og inddrager et nyt og større publikum, herunder nye talenter. Man skal huske på, at nyt publikum ikke kun er nye brugere, men ofte i deres private karriere er aktører inden for helt andre grene af samfundet – eksempelvis sundhedssektoren, undervisningssektoren eller bæredygtighedsindustrien.

Hertil kommer, at vi mangler internationalt reach. Danmark skal i højere grad på landkortet fra Shanghai til San Francisco og fungere som internationalt vindue og branding, og herigennem skabe nye muligheder for dansk kultur- og erhvervsliv.

Desuden er vi bagefter ift. udnyttelse af digitaliseringen. Den måde, vi konsumerer kunst på, ændrer sig hele tiden, og 3D-, VR- og AR-teknologier har givet os helt nye muligheder, som vi ikke forstår tilstrækkeligt.

Endelig mangler kulturlivet en platform for optimering af synergier, som kan forene de mange grene indenfor kunsten.

Tilsammen vil festivalen og centret udgøre en inkubator for nye stemmer og digitalt inspirerede og udførte kunstudtryk. Centret er en samlende arkitektonisk campus, der rummer scene, udviklings- og prøverum, skole, administration og måske endda bopæl for en vifte af de mange forskellige talenter og aktører.

Centret bør tillige designes som en digital platform og et mødested, der skal etablere nye koblinger mellem kunstarterne og – ikke mindst – med et publikum, der her skal kunne interagere med kunsten, uanset hvor de bor i landet eller udlandet. Centret vil dermed udforme mødepladser og udvikle og facilitere processer for at disse koblinger kan finde sted, og dette vil særligt skabe unikke muligheder for unge talenter, der udenom de gængse siloer og optagelsesprøver kan uploade deres værker og give hinanden feedback.

Centret vil kunne fungere som en paraply, der kan optimere eksisterende aktørers projekter og operere i et rigt og kompetent internationalt netværk af kunstnere, producenter og institutioner. Samarbejde og et oprigtigt ønske om at dele idéer, koncepter, kunstneriske ambitioner og værdier vil være blandt de kritiske succesfaktorer.

Festivalen vil så fungere som hovedscene for centrets initiativer, og den skal præsentere værkerne på en måde, som vækker København til live på helt nye måder. Den kan således tage form af en distribueret festival, hvor det urbane rum, arkitektoniske rammer og midlertidige installationer vil tilføre nye dimensioner til kunstarenaerne og hjælpe kunsten med at nå et nyt publikum. Centret vil tillige udvikle, fastholde og varetage en lang række projekter ud over festivalen, for hermed at tiltrække talenter fra hele verden, og finansieringen må naturligt tage form af et møjsommeligt patchwork bestående af det offentlige, fonde og andre private aktører.

Revolutioner skabes af summen af enkeltindividers mod til at handle. Vi stod allerede over for at skulle gennemføre en kolossal samfundsmæssig omstilling, hvis vi ikke vil lade vores børn overtage en klode, der er ranet for sine naturressourcer, præget af voldsomme krige og fyldt med udmattede mennesker.

Nu har vi så fået en pandemi oveni, som gør omstillingen endnu mere kolossal. Målet bør imidlertid fortsat være at undgå, at vi som mennesker bliver reducerede til at være kolonner og tal i det regneark, der aldrig bliver i stand til at gøre rede for det, der egentlig gør livet værd at leve: Skønheden. Fællesskabet. Kærligheden.

Det ville for alvor være scandi-cool, hvis danske kulturentreprenører var dem, der gjorde den innovative kunst til katalysator for dén transformation – og samtidig demonstrerede, hvordan kunsten og kulturen kan trives i den nye virkelighed.

© Anders Beyer 2020

Denne artikel blev trykt som kronik i dagbladet Politiken den 4. juni 2020.

For en engelsk version se her.