Arrangement i Den Sorte Diamant 29. november 2001 i anledning af komponisten Arne Nordheims 70 års fødselsdag.
Af Anders Beyer
Da Stortinget i Oslo åbnede den 9. oktober, trak den 9-årige mig ind i den inderste kødrand helt oppe ved slottet, så hun både kunne se det flotte orkester-messing og slagtøj og samtidig se kongen og kronprinsen køre lige forbi i åben vogn, mens de vinkede og nikkede med respekt til den lille dansker. Mens vi stod og ventede på de royale, nød vi såvel præcisionen i kongens vagtparade og præcisionen i flere orkestre, der spillede samtidig. Nede ved Stortinget og oppe ved slottet. Samme dag hørte vi tre koncerter i Ultima-festivalen for samtidsmusik. Det var næsten som et værk af Charles Ives, hvor alt er musikalsk muligt samtidig. Det hele flød sammen som et storværk. Det stærke efterårslys blændede, og man lukkede øjnene og lod tankerne få frit spil.
Hvorfor er noget blevet muligt i Norge, som ikke er muligt på samme måde andre steder, f.eks. i Danmark? Hvorfor har Norges hovedstad en stor international samtidsmusikfestival, som vi hverken har i Danmark eller Sverige? Hvorfor skulle jeg dagen før, den 8. oktober, nede i Cannes i Frankrig opleve, at arrangøren for den store Midem-messe for pladeproducenter måtte meddele, at Norge havde sat sig på den store åbningsaften med alt hvad deraf følger af mediebevågenhed? Hvordan kan det lade sig gøre at etablere ensembler på internationalt niveau som Oslo Sinfonietta, BIT 20 i Bergen eller Cikada-ensemblet, og skabe solister som pianisten Leif Ove Andsnes? Disse tiltag med undervisning på højeste niveau af musikere, etablering af festivaler for den internationale avantgarde og eksportfremstød i udlandet koster mange penge, og alligevel kan det lade sig gøre for nordmændene.
For ikke mange årtier siden var Norge musikkulturelt set et uland, et sted man ikke regnede med i international sammenhæng. Det gør man nu. Det skyldes bl.a. de pionerer, som var først til at orientere sig efter den internationale avantgarde og derigennem sætte nye standarder for, hvad der er musikalsk muligt. Arne Nordheim gik forrest på musikkens område, og han var med til at skabe en ny selvforståelse, etablere en tro på, at “vi er gode nok”, “vi kan godt måle os med de bedste ude i verden”.
Nu kan han se frugten af sit arbejde. For ikke længe siden var det Finland, vi var misundelige på i nordisk sammenhæng. Dér kunne alt lade sig gøre. Nu har Norge overtaget rollen som normdannende – at København får et nyt operahus et par år før Oslo får sit, er en undtagelse, der bekræfter reglen. Alt er for tiden muligt i Norge. Hvilket land kan have en kulturminister, der med stilistisk schwung kan læse hele det første afsnit om Madelaine-kagen i Prousts På sporet af den tabte tid og holde publikum i sin hule hånd? Norge selvfølgelig – jeg oplevede det ske ved sidste Rørås-festival, hvor daværende minister Ellen Horn åbnede festivalen og talte direkte til festens hovednavn med den runde fødselsdag: Arne Nordheim.
Alle ønsker de at hylde komponisten, ude og hjemme, med koncerter, fester, taler og kindkys. Nordheim selv ser ud til at acceptere det – ja, man er faktisk ikke i tvivl om, at han liker virakken. Kunstnere skal helst lade lidt som om, de ikke bryder sig om at være festens midtpunkt, det ligger lidt i kortene. Jantelov og sådan. Ikke på vilkår i tilfældet Arne Nordheim. Jeg tror, han nyder det – næsten som den rare, gamle bamsebjørn i børnesangen.
»Er han virkelig nabo til kongen«, siger den ni-årige pludselig, tydeligt imponeret ved synet af det store opbud af mennesker, soldater, politi, søens folk med mange flere. Jo, Arne Nordheim er nabo til kongen, fordi han har fået lov til at bo i den norske stats æresbolig Grotten. »Sejt. Går han så også ind og banker og på låner en kop sukker, når forretningerne har lukket, som vi gør?« I et splitsekund ser jeg billedet foran mig: komponist i tøfler med kop foran slotsdør.
Hvilket leder mig naturligt frem til det område, som jeg oplever som en af de helt store styrker ved både Nordheim og hans danske jævnaldrende kollega Per Nørgård: Humoren. Uden humor bliver det hele mindre farverigt. Humoren punkterer det selvhøjtidelige, men det tager ikke storheden væk fra deres kunst og deres generøse måde at være mennesker på. Humor handler om overskud, og det har de begge.
Jeg tillader mig at inddrage Nørgård på dette sted, fordi humoren var med i nodebilledet helt fra allerførste gang, de to komponister mødtes som ganske unge. Uden at kende hinanden præsenterede Nordheim sig som Per Nørgård over for Per Nørgård, og Per Nørgård sagde til Arne at han var Nordheim. Jeg ved, at sådan noget lyder som noget, man siger på en bodega i en sen nattetime. Ikke for d’herrer – de er lalleglade ved fuld bevidsthed – for nu at knytte an til en berømt artikel af Per Nørgård.
Se nu blot ovenstående billede af Arne Nordheim. Komponisten har ikke hovedtelefoner på, nej, det er en såkaldt Arnofon. Den kan bruges til fantastisk mange ting. For de tilstedeværende danskere, der er vokset til i et land, der har produceret en forfatter, som har skrevet Kejserens nye klæder, hører jeg allerede en mumlen: »Han har jo ikke noget på. Det er jo bare sådan nogle kloakrensere, som er sat uden på et par hovedtelefoner«. Måske, måske ikke. Arnofonen er et apparatur, som kan utroligt mange ting. Nordheim selv kunne givetvis fortælle om apparaturets fortrinligheder, måske endda skrive en artikel i et tidsskrift.
»Hvad er foredragsbetegnelsen på første side i partituret til Mahlers 1. Symfoni?« Jeg sidder på bagsædet i en taxa med Arne Nordheim, som helt uprovokeret slynger spørgsmålet ud. Det er første gang, jeg møder den store, norske komponist. Jeg er udmærket klar over, at dette er en prøve. Kan jeg accepteres, eller kan jeg ikke. Vi kører for hurtigt til, at jeg kan nå at åbne døren og flygte. Jeg har et par timer forinden indledt et hyggeligt selskab med Thorvald Stoltenberg, som har ønsket at hylde Arne Nordheim, som igen gudhjælpemig har ønsket at hylde Danmark! Blandt andet sagde Nordheim Takk Danmark, fordi Edvard Grieg fik husrum i Søllerød, så han kunne skrive sin Klaverkoncert i a-mol. – Jeg fortryder øjeblikkeligt, at det er lykkedes mig at bortføre Nordheim, ind i en taxi og på vej til Radiohuset, hvor en tekniker venter i et studie.
Ved synet af de milde Nordheim-øjne 30 cm fra mit ansigt og smilet op til begge ører slapper jeg af og lader være med at tænke på, hvor elendig min paratviden er – jeg kan ikke engang huske de mest simple operahandlinger – og siger lavmældt »Wie ein Naturlaut« i samme øjeblik som taxaen holder uden for Radiohuset. Tilliden er sikret.
Det var Mahlers Opstandelsessymfoni, som satte Nordheim på sporet af det, han selv kalder det eksistentielle skrig. Komponisten ønsker at artikulere det eksistentielle skrig. Han har talt om urskriget, om at bruge musikkens emotionelle styrke til at komme i kontakt med et fællesskab af ensomhed og desperation. Til det formål genbruger Nordheim det historiske materiale, ligesom Mahler gjorde det. Og Nordheim kender den menneskelige stemmes enorme udtrykspotentiale. Gennem stemmen har han den direkte forbindelse til de store følelser. Nordheims valg af tekster bekræfter ambitionen: Dante, Bibelen, Ovid, Rilke.
Hvordan kunne bondedrengen fra Larvik nå de højder eller snarere dybder? Svært spørgsmål. Fra salmecyklen som dreng hos tanten i Larvik, til organistuddannelse i Oslo til præcis den 8. februar 1949, hvor Nordheim hørte Mahlers Opstandelsessymfoni og besluttede sig for at blive komponist. Derefter til Paris og studere musique concrète, i Köln og Warszawa for at prøve nye elektroniske muligheder af med båndsløjd og meget mere. Klangmusikken vinder i 1970’erne. Floating, Greening. Orkestermusik med klangen i centrum. Balletmusik til Stormen. Skabsromantikeren Nordheim træder ud i fuld udrustning og bekender kulør.
Regression – progression – man ved aldrig, hvor man har Nordheim. Med det skælmske smil siger han ligesom Mahler i den fjerde Symfoni: Du skal ikke tage dette udtryk for pålydende. Måske betyder det noget andet end det, det giver sig ud for at være.
For generationen før Nordheim var der en tydelig tendens i alle de nordiske lande til, at man fandt sin stil og blev der. Nordheims værkrække er en af de mest bemærkelsesværdige og heteronome produktioner i Norden. Han accepterede ikke den norske nationalromantiske folklore, men han blev på den anden side heller ikke hard core modernist som landsmanden Fartein Valen. Nordheim blev internationalist med smag for hele avantgardens udtryksregister. Efter at have indtaget udlandet med normsprængende værker, var Norges kulturliv rede til at anerkende mesteren, Nordheim vendte tilbage til Norge og blev nationalkomponist, han blev en personlighed, der kan hentes frem som redningsmand, når det brænder på, én kulturpolitikere simpelthen er nødt til at lytte til. Det fik jeg vidnedbyrd om, da jeg engang interviewede kollegaen Olav Anton Thommessen. Han sagde:
»Det var lidt denne holdning, Arne blev mødt med: “Kom ikke her, din forbandende kunstner”. “Pling-plong”. Men han har faktisk været så konsistent, at han har opnået den moralske position. Han kan trækkes frem, når det bliver alt for slemt. Fx da man ville skære ned på bevillingerne til Norsk Musikinformasjon. På samme tid skulle jeg have været formand for Komponistforeningen. Men så sagde komponisterne: “Vi har måttet bede Arne om at blive formand, for det her er virkelig alvor”. Her følte jeg at man virkelig havde trukket den store kanon frem og rettet den ind og PANG, så kom den store bevilling på plads. Det havde jeg ikke kunnet klare på nogen måde. Så jeg mener, Arne kan bruges i sådanne krisesituationer. Den position har han selv skabt, det er vældigt imponerende. Vi har meget få af den slags i Norge. Tænk på Sverige hvor man har Bergman, Lidholm osv. I Danmark havde I Poul Borum og flere andre. En masse man har lyttet til. Men ikke i Norge. Siden Johan Borgen og Andre Bjerke har der ikke været nogen. Måske Odd Nerdrum, men det er meget få. Det er meget få, som har løftet sig op og sagt noget, samfundet havde brug for at høre. Men det har Arne gjort. Han har genopbygget rollen af den moralske kunstner, som er værd at lytte til. Det er vi meget taknemmelige for. Grieg havde den rolle, Bjørnson, Ibsen og Strindberg havde den også. Men siden har der været meget lidt af den slags. Der er vel stort set kun Arne. De andre bliver kun gjort til berømtheder. Ufarlige. Men når Arne siger noget om norsk kultur, bliver det hørt.«
Såvidt Olav Anton Thommessen.
Arne Nordheims betydning for udviklingen af kompositionsmusikken i Norge og hans selvfølgelige tro på egne evner har smittet af på de efterfølgende generationer. Når der sker så forfærdelig meget interessant i Norge i disse år, skal man bl.a. tænke på, at den nye selvforståelse og fandenivoldske attitude udgår fra internationalisten Nordheim. Det er ikke urimeligt at operere med et før og et efter Nordheim i Norge. Det siger jeg ikke for at give kunstneren en ekstra fødselsdagsblomst i knaphullet. Det er et alment erkendt faktum.
Det gode ved det hele er, at den kreative åre stadig flyder generøst hos den norske gut. Der er slet ikke tale om et afsluttet kapitel i tilfældet Nordheim.
Vi glæder os til at høre mere, Arne Nordheim. Berig os fortsat med din kunst, så vi kan blive endnu bedre til at forstå den på en gang forrykte og forunderlige verden, vi er blevet sat til at bestyre og leve i.
Lige siden Nordheim sagde Takk Danmark ved den nævnte selskabelighed hos Stoltenberg den 14. april 1998, har jeg haft lyst til at gøre gengæld. På vegne af den kunstneriske ledelse af det danske statsensemble ATHELAS Sinfonietta Copenhagen er det derfor en glæde at kunne meddele komponisten, at orkestret spiller hans værk Tractatus ved den nært forestående Dansk Komponistforenings Biennale, under ledelse af nordmanden Rolf Gupta. Det er første gang i hele festivalens historie, at et ikke-dansk værk opføres. Dette er et af de beskedne, men ægtefølte gengældelses-tak til Nordheim fra det hjørne af dansk musik, hvor samtidsmusikken bor.
Tillykke med alt, inklusive de 70 år.
© Anders Beyer 2001
Se også Anders Beyer, To bautasteiner i ny nordisk musikk.